Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
Inger gjennemskuet ham også og sa: Jaja, du vil ikke gjøre
mig rædd, men du skal ta han Sivert med dig. — Isak snøste
bare. — Du kan bli syk og ussel i skogen, og jeg tror ikke du har
været rigtig frisk i det senere. — Isak snøste igjen. — Syk? Slitt
og træt, javel; men syk? Inger måtte ikke gjøre ham latterlig,
han var og blev frisk, han spiste, sov og arbeidet, det hvilte
jo likefrem uhelbredelighet over hans frygtelige sundhet. Han
fældte engang et træ over sig og brak øret, det ærgret ham ikke
videre, han løftet øret op igjen og holdt det på plass med luen
nat og dag, slik grodde det. For indre utilpashet tok han ind
treak i kokende mælk og kom i svette, lakrits altså, som han
kjøpte hos handelsmanden, det prøvede middel, selve de gamles
teriak. Hugget han sig i hånden lot han sit vand på såret og
saltet det og så det gro på få dager. Doktor var aldrig hentet
til Sellanrå.
Nei Isak var ikke syk. En oplevelse med djævelen kunde den
sundeste komme ut for. Isak kjendte- heller intet mén av det
farlige æventyr, tværtimot så var det som han styrkedes av det.
Efterhvert som vinteren lidde og det ikke længer var så evig
langt til våren begyndte manden og overhodet næsten å føle
sig som et slags helt: Jeg forstår disse ting, vi skal bare følge
mig, til nød kan jeg endog mane! ;
I det hele tat var det jo nu længere og lysere dager, påsken
var forbi, tømmeret var hjemkjørt, alt skinnet, menneskene
åndet ut efter en overståt vinter.
Inger var atter den første til å rette sig iveiret, hun hadde
nu længe været i godt humør. Hvad det kom sig av? Ho, det
hadde sin gode grund: hun var blit tyk igjen, skulde ha barn
igjen. Det jævnet sig altsammen i hendes liv, intet klikket. Men
det var jo det største miskund efter alt hun hadde forbrutt,
heldet fulgte hende, heldet forfulgte hende! Isak blev sandelig
opmærksom en dag og måtte spørre hende: Jeg mener det blir
til noget igjen, hvorledes kan det være? — Ja Gudskelov, det blir
visst til noget! svarte hun. — De var begge like forbauset.
Naturligvis var ikke Inger forgammel, Isak syntes ikke hun var
forgammel til nogetsomhelst, men allikevel, barn igjen, jaja.
Lille Leopoldine hun var jo flere ganger om året på skole på
Breidablik, så hadde de ingen små hjemme, og Leopoldine var
nu desuten stor.
Nogen dager gik, så kastet Isak resolut bort en lørdags kvæld
til mandag morgen på en tur ned i bygden. Han vilde ikke for-
tælle sit ærend da han gik, men han kom tilbake med taus. Hun
hette Jensine. — Du aper vel? spurte Inger, jeg trænger hende
ikke. — Isak svarte at det var nu hun trængte hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
