Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sk in ss BE kr TE EEE
305
på telegraftråden og vil idelig plystre. Og læg vel mærke til at
han kanske vil plystre muntert og hævngjærrig. — Nå, du vil
tyne mig og ikke engang gi mig øksen! roper Aksel. — Da er det
som om Brede må gå litt længer nedover linjen og se på telegraf-
tråden. Han blir borte i snedrevet.
Nå, jaja. Men nu skulde det være en god himmelstrek av
Aksel om han selv kom sig såpas løs at han rak øksen. Han
spænder maven og brystet op for å lette den uhyre vægt som
holder ham nede, han rører træet, ryster det, men han opnår
bare å få endel mere sne over sig. Efter nogen forgjæves tak
holder han inde.
Det begynder å mørkne. Brede er gåt, men hvor langt kan
han være kommet? Ikke videre langt, Aksel roper igjen og taler
med det samme fra leveren: Later du mig snoft ligge her, din
manddraper? roper han, har du ikke sjæl og salighet kjærere?
Du vet du kunde få en ku for å gi mig en eneste hånds hjælp,
men du er en hund, Brede, og du vil tyne mig. Men så skal jeg
også mælde dig såsandt som jeg ligger her, husk på det! Og kan
du ikke komme og gi mig øksen?
Stille. Aksel arbeider igjen under træet, letter det litt med
maven og får det til å dynge ham endda mere ned med sne. Så
gir han sig over og sukker, slitt og søvnig blir han også. Dyrene,
nu står de i gammen og rauter, de har ikke fåt våt eller tørt
siden imorges, Barbro gir dem ikke mere, hun rømte, rømte
med begge fingerringene også. Det mørkner, javel, det blir
kvæld og nat, men det kunde endda gå an, men det er koldt, nu
iser skjægget, øinene vil også ise igjen på ham, trøien dérborte
på træet kunde ha været god å ha, og er det muiig, hans ene
ben kjendes dødt til hoften? Alt står i Guds faderhånd! sier han,
og det er jo formelig som om han kan tale gudelig når han vil.
Det mørkner, javel, han kan dø uten tændt lampe! Han blir
så bløt og god, og for å være ydmyg smiler han venlig og tåpe-
lig til uveiret, det er Guds sne, uskyldig sne! Ja han kan endog
late være å mælde Brede. —
Han stilner og blir mere og mere søvnig, ja som lam av for-
gift, han ser så meget hvitt for øinene, skoger og sletter, store vin-
ger, hvite flor, hvite seil, hvitt, hvitt — hvad kan det være?
Sludder, han vet godt at det er sne, han ligger i marken, det er
ikke noget opspind at han er begravet under et træ.
Så roper han på måfå igjen, bæljer, der nede i sneen ligger
hans vældige og hårede bryst og bæljer, det måtte kunne høres
helt til gammen, til dyrene, bæljer gang på gang. Og er du ikke
et svin og et udyr roper han efter Brede, har du betænkt hvad
du gjør og later mig forgå? Times du ikke å gi mig øksen, spør
20 — Hamsun: VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
