Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
å |
skal gi dig vet på at det var snestorm. Og desforuten så kunde
du ha vinket med hånden. — Jeg hadde ingen hånd å vinke med,
svarer Aksel, du så jeg lå som om jeg var låset ned med lås.— |
Nei det så jeg ikke. Jeg har aldrig hørt så galt! Lat mig nu bære
børen din, hører dul — Oline sier: Du skal late han Aksel være
i fred. Han er ussel. —
Men nu er vel også Aksels hjærne kommet i gang igjen. Han
har hørt om gamle Oline før, han skjønner at hun blir både dyr
og plagsom for al fremtid hvis hun skal være absolut alene om |
å ha reddet hans liv, han vil fordele triumfen litt, Brede får vir- |
kelig skræppen og redskaperne å bære, ja Aksel later et ord
falde om at det lettet ham, det gjorde godt. Men Oline vil ikke
finde sig i det, hun river i skræppen og erklærer at hun og ingen
anden skal bære det som bæres skal. Det lure enfold er i strid fra
alle sider. Aksel står et øieblik uten støtte og Brede må sandelig
slippe skræppen og fange ham op skjønt han ikke vakler mere.
Men så går de videre slik, Brede støtter den svake mand og
Oline bærer børen. Hun bærer og bærer, hun er fuld av ondskap
og gnister: hun har fåt tilvristet sig den ringeste og groveste
part av redningen hjem. Hvad djævelen skulde Brede her! —
Du Brede, sier hun, hvad det er jeg hører, har de bent tat og
solgt gården din? — Hvem du spør for? svarer Brede kjækt. —
Spør for? Jeg visste ikke at du vilde ha det hemmelig. — Det
var skröt, Oline, du skulde ha møtt op og bydd på gården. —
Jeg? Du aper med en stakkar! — Nå, er du ikke blit rik? De sier
du har arvet skrinet hans gammel-Sivert, hehehe. — Det gjorde
ikke Oline blidere å bli mindet om den feilslagne arv: Ja han
gammel-Sivert han undte mig alt godt, det er ikke å si andet.
Men da han var død gjorde de han ren for jordisk gods. Du vet
selv hvorledes det er å bli snoft ren, Brede, og være under anden-
mands tak; men han gammel-Sivert han har nu store saler og
pauluner, og du og jeg, Brede, vi går igjen på jorden for hver-
mands fot. — Jeg estimerer dig ikke, sier Brede, og han hen-
vender sig derpå til Aksel: Jeg er glad for at jeg kom så jeg
kunde hjælpe dig hjem. Går jeg for fort med dig? — Nei. —
Men strides med Oline, mundhugges med Oline? Umulig. Al-
drig gav hun sig og ingen kunde nå hende i å blande himmel og
jord sammen til et eneste rot av venlighet og ondskap, vås og 1
gift. Nu hører hun at det egentlig er Brede som hjælper Aksel —
hjem! — Hvad det var jeg skulde sagt, begynder hun: de store
herrerne som var på Sellanrå den gangen — fik du vist dem
stensækkene dine? — Dersom at du vil, Aksel, så skal jeg akkurat -
ta dig på ryggen og bære dig, sier Brede. — Nei, svarer Aksel.
Men du skal såvisst ha tak! —
ÆN
|
|
|
|
|
|
|
|
å
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
