Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
øde og forlatt før langt på nat. De fik ret hesteeierne i bygden,
det blev en vældig kjøring av varer op til Storborg, veien måtte
flere steder omlægges og gjøres ordentlig istand, det blev noget
andet end Isaks første smale sti opover marken. Aron blev
en ren markens velgjører med sin handel og sin vei. Han hette
forresten ikke Aron, det var bare hans døpenavn, han hette
Aronsen, det kaldte han sig selv og det kaldte hans kone ham:
familjen var stor på det og hadde to tjenestepiker og en dreng.
Jorden på Storborg måtte foreløpig ligge urørt, det var ikke
tid til jordbruk, hvem vilde grave i myren! Men Aronsen hadde
have med stakit og rips og asters og rognbusker og andre
plantede trær, en fin have. Det var en bred vei i den hvor Aron-
sen kunde gå om søndagene og røke lang pipe; i bakgrunden lå
husets veranda med røde og gule og blå ruter. Storborg. Tre
børn sprang små og pene omkring, piken skulde lære å bli
datter på et handelssted, gutterne skulde lære handel selv, å tre
børn med fremtid!
Hadde ikke Aronsen tænkt på fremtiden så var han i det hele
tat ikke kommet hit. Han kunde ha vedblit å fiske fisk og kan-
ske være heldig og tjene godt da også, men det var ikke som
handel, det var ikke fint, det var uten estime, hattene fløi ikke
av for det. Aronsen hadde rodd med årer, for fremtiden vilde
han seile. Han hadde et ord: bom konstant. Hans børn skulde
få det mere bom konstant end han selv hadde hat det, sa han,
dermed mente han at han vilde berede dem et liv i mindre
slit.
Og se, det tegnet godt, folk hilste til ham, til konen, ja til
børnene. Det var ikke det minste at folk hilste til børnene.
Gruvearbeiderne kom ned fra fjældet og hadde ikke set børn på
længe, de blev møtt ute på gården av Aronsens børn og talte
straks venlig med dem som om de hadde møtt tre puddelhunder.
De vilde ha git børnene skillinger, men da det var selve handels-
mandens børn blåste de i stedet på mundspil for dem. Gustaf
kom, den unge vildstyring med hatten ned på øret og de mange
muntre ord på munden, ja han var det som kom og var morsom
til dem en lang stund. Børnene kjendte ham igjen hver gang og
sprang ham imøte, han fik dem op på ryggen alle tre og danset
med dem. Ho! sa Gustaf og danset. Så tok han op mundspillet
og blåste slåtter og viser, det var så at de to tjenestepiker kom
ut og så på Gustaf og hørte på spillet med duggede øine. Gustaf
visste nok hvad han gjorde, galningen!
Om en stund gik han ind i kramboden og rauset med penger
og kjøpte rygsækken fuld av saker, og når han gik hjemover
igjen til fjældet bar han på en hel liten krambod som han åpnet
| EN
|
|
|
|
|
|
|
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
