Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
venter han en stund og kjører så over til smedens stue for å
hente de to.
De sitter og spiser, hele huset spiser middag. Sivert blir også
bydd mat, men han har spist, tak! De visste at han skulde
komme, de kunde ha ventet den lille stunden, det vilde de ha
gjort på Sellanrå, det gjorde de ikke her. — Ånei det er vel ikke
slik mat som du vinn på, sier smedkonen. — Hvad du freget
med kirken? spør selve smeden, skjønt han hadde været ved
kirken han og.
Da Jensine og lille Rebekka sitter på kjærren sier smedkonen
til sin datter: Jaja, Jensine, nu må det ikke vare for længe før
du kommer hjem igjen! — Dette kan forstås på to måter, tænkte
vel Sivert, for han blandet sig ikke i det. Men en litt tydeligere
tale, og han vilde kanske ha svaret! Han rynker brynene og
venter, — nei, intet mere.
De kjører hjemover og lille Rebekka er den eneste som har
noget å si, hun er fuld av æventyret i kirken, av presten i den
sølvkorsede kjole, av lyskronen, orglet. Efter en lang stund
sier Jensine: Det var skammelig dette med ho Barbro! — Hvad
det var mor di mente med at du skulde komme hjem igjen
snart? spør Sivert. — Hvad hun mente? — Vil du reise ifra os?
— Jeg må vel hjem igjen engang, svarer hun. — Ptro! sier
Sivert og stanser hesten. Vil du at jeg skal snu med dig nu? —
Jensine ser på ham, han er blek som en dødning. — Nei, svarer
hun. Kort efter begyndte hun å gråte. Rebekka ser forundret
fra den ene til den andre. Å lille Rebekka var svært nyttig å ha
med på en slik tur, hun tok parti for Jensine og klappet hende
og fik hende til å smile igjen. Og da lille Rebekka truet sin bror
med at hun vilde hoppe av kjærren og finde en god vie til ham
måtte også Sivert smile. — Men nu må jeg spørre hvad du
mente? sa Jensine. — Sivert svarte uten betænkning: Jeg mente
at hvis du vil reise ifra os så må vi prøve å greie os dig foruten.
— Længe efter sier Jensine: Jaja ho Leopoldine er nu voksen
og kan gjøre mit arbeide.
Det blev en vemodig hjemfærd.
VII
Det går en mand opover marken. Det suser og regner, høst-
væten er begyndt, men det bryr ikke manden sig om, han ser
glad ut og er det også, det er Aksel Strøm, han kommer fra for-
høret og er frikjendt. Og han er glad: først så står nu en slå-
maskine og en nybrotharv til ham nede på bryggen og dernæst
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
