Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
t
var sjøgut og frisk kar og forelsket, han gav pokker i sladder
og alt som han ikke kunde se med blotte øie, sa han. De for-
tale ham tilslut at heller ikke Lillelydia hadde villet gå inn
i den familje og ta Abel. Men det skulde hun ha gjort! svarte
Edevart.
Ingen vei å komme.
Ved bryllupet var jo begge familjerne tilstede og Abel traf
Lillelydia igjen. De hadde også en liten prat sammen. Hun
spurte ham ikke bent ut om han hadde glemt hende, men det
var som om hun ventet en forklaring på hvorfor han ikke var
kommet igjen som han hadde sagt. Hun var ydmyg og sørgmodig
i sin tale, grundtonen var religiøs. Det hændte at hun hostet og
la hånden på brystet, han skulde vel se at nu var hun en anden,
hun tok livet alvorlig og gråt om nætterne og kanske likefrem
spyttet blod og altsammen. Naturligvis sat hun der i meget fin
stas allikevel skjønt hun var så resigneret og stundom fik våte
øine, å hun var så ung, hun hadde vel ikke helt avsvoret verden,
pludselig drog hun ut av brystet noget fint som hadde hængt
der og som Abel hadde holdt for blonder og stas, men det var
et lommetørklæde, og med det slog hun støvet av skosnuterne
sine. Å Lillelydia hun klaret sig nok, den som hadde smilet til
hendes våte øine vilde straks ha set de samme øine hårde og
tørre, hun visste å forsvare sig.
Mand og kone Edevart blev ikke i byen, nei de blev ikke
engang i landet, de reiste til Amerika. Da Edevart så hvorledes
sakerne stod: at hjemmet var fuldt av voksne søstre som sat og
sydde og var fine, rømte han bort. Abel hadde stærkt frarådet
parret dette skridt for søsterens skyld, han sa til hende at så såes
de aldrig mere. Ham selv var det likegyldig, sa han, men det var
ikke ret mot de andre! Hans knep hjalp ikke, søsteren vilde følge
sin mand. Du tænker ikke på at vi blir snoft vanhjælpen her-
hjemme, sa han forarget. Å den Abel, så blev han leet ut av hele
huset, av alle de voksne kvindfolk som var igjen.
Men alle disse små giftermål og daglige hændelser hadde jo
ingen betydning for byen og andre mennesker, men bare for
familjen Oliver. For den var det stort og vigtig, kanske skete det
også til det bedste. Oliver kunde ikke klage, i det siste var han
ikke blit forfulgt, det ene hændte og det andet hændte slag i
slag og det gjorde ingenting værre for ham, tværtimot han spiste
daglig ved Abels store bord og fik nu som før en og anden
lommeskilling av ham. Hvad mere kunde han ønske sig! Han
blev ikke set skjævt til, Petra tidde. Sandelig, når galt skulde
være var ikke han værst faren, Oliver fik mot og motstandskraft
igjen. Dengang selve dobbeltkonsulen blev rammet sank en stor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
