Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
Der sat frøkenen, de syntes synd i hende, de vilde ikke pine
hende. For å hjelpe hende begynder de å tale om noget andet.
Sakføreren bringer Mylady på bane igjen og spør hr. Fleming
om han som adelsmand har et eksemplar av Gotha-kalenderen.
Hr. Fleming later til å forvirres litt ved dette spørsmål og
han spør tilbake: Hvorledes? Hvorfor?
Om De har Gotha-kalenderen? Jeg vilde bede Dem være så
snil å se om Mylady står der. Jeg selv kan ikke finde det.
Hr. Fleming ler frigjort og svarer: Jeg vet ikke engang om
jeg selv står der. Man kan være fyrste og fyrstinde uten å stå der.
Nei jeg har ikke Gotha-kalenderen.
Men frøkenen sitter fremdeles der som ingenting og hr. Flem-
ing fortæller hende nu om oksen på nabosæteren, Daniels okse.
Om hun hadde truffet den på sine vandringer?
Nei.
Det var også det bedste, den var farlig, ialfald ikke ufarlig,
gå helst avveien for den! Jo Daniel hadde nu denne oksen, det
var en ordentlig rugg, to tre for, hornet, blank og brun i skin-
det med et unaturlig fælt blik. Daniel sa selv at den var blit olm
og ikke til å spøke med.
Nei frøkenen hadae Gudskelov ikke støtt på den. Hu —
hun grøsset! -
Dersom det dyret er en fare for gjesterne her på sanatoriet
så bør Daniel skille sig ved det, sier sakføreren.
Han vil ha oksen til høsten og så sælge den til slakt, oplyste
hr. Fleming.
Jeg skal sende vor sveitser over og kjøpe den straks, bestem-
mer sakføreren. Ingen gjester skal gå i angst for det dyret. Det
er meningsløst.
Det var vel ikke frit for at også sakfører Robertsen følte sig
som et slags mæcen nu, en velgjører mot et helt sanatorium, og
da frøken Ellingsen takket ham med et par ord herfor mente
han vel at den ene anerkjendelse var den anden værd. Han sa
derfor til frøkenen: Hvad De fortalte — den merkelige tildrag-
else med jagtvognen — det er rart at De ikke har skrevet det.
Jeg? Nei.
De skulde skrive det. Det var en spænding og en flugt over
det. Ikke sandt? spør han hr. Fleming.
Jo hr. Fleming nikker hertil.
Frøkenen kommer sig, fortællingen hadde vel bare klikket
litt for hende og nu kommer hun sig. Nei, nei, hun kunde ikke
skrive, det smilte hun selv undskyldende til; men hun kunde
sitte der ved telegrafbordet og høre. Noget andet var hun ikke
til. Det hun hørte tænkte hun så videre på i enrum. Det var
4 — Hamsun: IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
