Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Frøkenen går straks i gang med å ordne dem, det tar hende
et par minutter, hun er pot og pande og flink til alt. Så træder
hun bort til selvmorderen og sier sakte og bedende: Vil De ikke
låne mig Deres blad en liten stund? — Den pokkers pike, hun
var så ilde likt av damerne, men hun tok sin mon igjen, hun
hadde herretække. Der står hun fuld av sødme, hun kommer
selvmorderen nær, hun ånder på ham. Men De har kanske
ikke læst det? sier hun.
Nei, svarer han og rækker hende bladet, jeg læser det heller
ikke. Jeg kan ikke læse det.
Men nu begynder rektor å gi ondt fra sig — endda han fik
bladet: Kan De ikke læse det? Så kan De vel ikke læse engelsk?
Men hvorfor har De aa beholdt bladet så længe? Det skjønner
jeg ikke.
Selvmorderen svarte: Om jeg nu sa at jeg ser dårlig og av
den grund ikke kunde læse bladet så vilde det ikke være sandt.
Jeg ser godt nok, det er min kamerat Anton Moss som desværre
ser dårlig.
Ja hvad så? spør rektor i vildrede.
Nei der er ikke mere. Han har fåt et utslæt i ansiktet, det
har begyndt å angripe synet.
Rektor opgav ham. Han så et øieblik-spørrende på frøken
d’Espard. Hun sa: Han kan nok engelsk!
Nei det kan jeg ikke, avgjorde han.
Rektor og frøkenen begyndte å læse. Men nu var den lærde
mand blit forstyrret i sine daglige vaner og var kommet ut av
folderne, han kunde ikke nedlægge sin ærgrelse: Tænk, ikke
å kunne engelsk! sa han til frøkenen. Så kan han vel ikke noget
sprog. Mine smågutter har alt lært ikke så lite sprog.
Og frøkenen svarer: De har jo den fordel å være sønner av
selve rektor Oliver.
Det er sandelig ikke alle i vor tid som regner det for en for-
del å være et dannet menneske og kunne sprog. —
De læser igjen. Rektor var forresten blit mildere stemt ved
frøkenens ord og da han nu ser den vankundige mand sitte der
ensom tilbake i kroken uten avis får han som en medlidenhet
med ham. Han er rektor, han er lærer og må gå frem derefter.
Naturligvis er ikke alle like heldig stillet ved fødselen, hans
børn er heldigere stillet end andre! Han sier et par ord i den
retning og læser igjen. Frøkenen skriver noget, noterer noget på
en papirlap og rækker den til rektor. Det er kanske fransk. Jaså,
sier rektor og nikker, javel, sier han. Og nu er det som han har
fåt en oplysning og forstår mere end før, noget er gåt op for
ham. Han reiser sig og tar en stol like ved selvmorderen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
