Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
rum, jeg fulgte efter dem, fandt dem ut og kunde slå det fast!
Syntes jeg kunde det. En gang? Hvad vilde en enkelt gang
være! Jeg gjør mig ikke til tosk for så lite. Mange ganger, sier
jeg Dem! roper selvmorderen pludselig ophidset, hver gang
jeg bare vilde følge efter dem! De følte ikke skammeligheten i
det, nederdræktigheten i det, de så på mig når de kom ut igjen
fra kafeer og teatre. Jeg tænkte: dette som er så selvfølgelig må
være ret og riktighet for dem, ellers forstår jeg det ikke! Akkurat
som jeg tænkte, hun sa mig like ut at det var ham og ingen
anden, at det altid hadde været ham og at jeg hadde skilt dem
ad! Min taktik var atter gal, jeg svarte. Svarte på tiltale, stod
der og gav svar! Jeg sa at hadde hun git mig denne rene besked
i tide så vilde hun ha fåt gå i fred for mig! I og for sig ingen
løgn fra min side altså men jeg skulde bare ha tiet. Hun fik
for let spil: hun svarte at hun hele tiden hadde latt mig forstå
hvorledes det var fat med hende, men jeg hadde ikke villet eller
kunnet høre! Visstnok heller ingen løgn fra hendes side, det
var meget trolig. Der stod jeg.
Tænkte dere ikke på å skilles?
Det gjorde vi visst, det foresvævet os sikkert nu og da. Jeg
for min del tænkte ikke meget på det, men hun var kanske
taprere, jeg vet ikke, jeg hørte intet. Når jeg tænkte på det
kom jeg bare til den slutning at skilsmisse aldeles ikke løser
spørsmålet, den løser bare op bånd. Hvad skulde hun med
skilsmisse? Hun kunde undvære den og nævnte intet. Jeg selv
var for lite motig og mandig til å forlange den. Man er ussel,
man er menneske. Jeg sætter at hun flytter og: sanker med sig
alt sit: så hænger det ikke engang en liten bluse igjen på væg-
gen. Jeg åpner skufferne, de er tomme; jeg ser bort til speilet,
der ligger ikke et slør eller et par hansker. Om jeg kjøper en
liten ny brillantring og lægger der så blir den ikke hentet. Nei
ingen skilsmisse! Ikke engang duft vilde det være igjen derinde,
litt ånde av hende, et pust, et efterglemt ord — nei, værelset
øde. Vilde det være bedre end nu? Desuten var jeg i min for-
nedrelse ikke utelukket fra hende, hendes dør var aldeles ikke
stængt, ringen rørte hende til tårer og omfavnelse — jeg burde
være sunket i jorden, men nøt stunden og gråt selv. Man er
ussel. Efterpå var vi begge inde hos den lille. Dagen efter var
alt glemt.
Frøken d’Espard rister på hodet.
Alt glemt. Det kunde ha været anderledes, alt kunde ha været
godt.
Aja Herregud, sier frøkenen ulykkelig, det er så meget som
skulde være anderledes!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
