Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 12 —
„Hun var ensom som barn og saa ikke med
synderlig glæde tilbage paa denne tid", fortæller hendes søn
A. Collett. „Hun og hendes søskende var alle stærkt
og eiendommelig anlagte naturer, viljestærke, heftige
og impulsive i sine følelser, krav og tilbøieligheder.
I opveksten synes enhver af dem at have levet sit
eget liv uden at lade sig paavirke videre af de andre."
Eftersom Camilla Wergeland vokste til, begyndte
hendes ensomme streiftog i prestegaardens omegn.
Her var det hun opdaget den grotte, som hun
senere skildrer i Amtmandens Døtre.
„Om den Ensomhed der dengang herskede i
disse Dale og langs den dybe bugtende Elv, kan
man nu ikke gjøre sig noget Begreb, og jeg kunde
halve Dage færdes dernede. Hvilke Tanker, Planer,
Drømme har disse Dale ikke fostret i sit Skjød!
En ubeskrivelig Sørgmodighed kunde undertiden der
overfalde mig. Især de lange Søndagseftermiddage,
naar Vaaren brød op med Sol og Isluft, naar den
gule Hestehov skjød op i Lerfaldene og Birkene
dryppede af de Saar, vi tilføiede dem."
I 1826, da Camilla Wergeland var 13 aar
gammel, blev hun for et aars tid sendt ind paa skole i
Kristiania.
„Jeg glemmer aldrig, da jeg første Gang traadte
ud af Faderhuset og kom ind til Jomfru Pharo, alle
de Lidelser jeg udstod dette ene Aar for nogenlunde
at passe sammen med mine Husfæller . . . Allerede
her begyndte jeg at lide for at jeg ikke var som de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
