Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 52 —
Da Camilla Collett under arbeidet med
Amtmandens Døtre vender sig til J. L. Heiberg for
at faa hans dom over sit verk, er hun trængt endda
et skridt dypere ind i forstaaelsen av formens kunst.
Hun uttaler bl. a.:
„Ethvert ægte Kunstværk har, tror jeg, en vis
bedragerisk Simpelhed, der let kan daare og lokke
til Efterlignelse. Heines Digte see f. Ex. ud, som
om Enhver kunde gjøre dem efter, og dog skjule
de den dybeste Kunst".
George Sand og Heine, det er med dem som
ledestjerner, at Camilla Collett utfører sit sproglige
fornyelsesarbeide paa romanens omraade herhjemme.
Parallelt og delvis samtidig med denne utvikling
er det at Asbjørnsen og Moe, dels ved tysk og irsk
paavirkning, naar frem til et epokegjørende stilistisk
gjennembrud i behandlingen av nationale sagn og
eventyr.
Dette gjennembrud har uten tvil hat stor
betydning for Camilla Colletts sproglige utvikling.
Det har skjærpet hendes øre for norsk klang og
farve og rensket ut det fletverk av tyske ord og
vendinger, som i 1830-aarene grodde frit i hendes
breve og dagbøker.
I denne utvikling har Jonas Collett, som selv var
en betydelig stilistisk begavelse, været hende en
god støtte.
Ægtefællene stillet sig til en begyndelse en
smule oppositionelt til Asbjørnsens og Moes radikale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
