Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
«Vi dør aldrig. Døden findes ikke.
Vi skilles aldrig. Skilsmisse findes ikke.
Vi kan aldrig stanses i veksten.
Vi gaar mot lys . . .»
Signe hørte bølger av himmelsk musik strømme
mot sig, hun blev løftet ind i en straaleverden
hvis herlighet ikke noget jordisk øie fatter, hun
hørte ord, ingen jordisk tunge kan nævne . . .
Da hun igjen kom til sig selv for et eneste
øieblik faldt sneen som før . . . derborte stod kisten
hvor Per Hjelm hvilte med hvite blomster i sine
hænder, stueuret slog et par tunge, klemtende slag.
Saa var alting borte igjen.
Da — blev et kys aandet paa hendes pande,
en haand trykket hendes og en stemme hvisket:
«Du som vet, vær sterk.
Du som vet, hjælp andre at være sterke.
Alt som sker, sker til det bedste.
Alt er lys . . .»
Synet svandt langsomt . . . endda blev klange
av himmelske toner baaret gjennem luften . . .
endda llimret overjordiske farver for hendes indre
blik.
Saa svandt alt i et dypt mørke, og hun hadde
vaagnet og visste ikke engang hvor hun var eller
hvad hun hadde gjennemlevet.
Men nu . . . endelig! . . . stod drømmen med
ett klart for hende.
Signe skalv og taarene begyndte at pible frem
gjennem hendes lukkede øine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
