Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Fonn paa fonn skjøt sig stridig tvers over
alléen, først ganske nær prestegaarden la de sig
stille ned.
Her var det fortryllede slot.
Her hadde det ikke føket, her hadde sneen
drysset, væltet ned, ustanselig, stille.
Kirsten sagtnet gangen og saa sig om.
Haven var blit til en koralskog med et spind
av fantastisk vredne grener, op fra bløte,
svulmende dyner ståk æbletrærne frem krokede,
til-snedde, gjærdet øinet man ikke længer.
Tunet druknet i sne.
Skavlene kastet paa sig og krummet sig som
i en brænding.
Mellem dem gik fotstiene som dype
bølgedaler . . .
Og se der: Alle husene rundt gaardspladsen
hadde hvite sneluer, men vinden hadde lettet
paa dem nordenfra, saa de i sydvæggen faldt
langt nedover ansigtet.
Dørene var føket til og dækket av det letteste,
bløteste duntæppe, tersklene hvite og rene,
ube-traadte, som var gaarden utdødd . . .
Lysmættet og luftig laa sneen og skinte med
fosforglans de lange eftermiddagene.
Gik solen ned ved syvtiden brøt maanelyset
dæmpet frem gjennem skydækket.
Og naar saa lampene omsider blev tændt og
et gyldent skjær kjærtegnet sneen gjennem alle
ruter, det var det festligste av alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
