Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
ikke de sidste Timer været fulde af Kval for dine
Venner!"
..Hvor var du," spurgte Aspasia. „medens
Dommen blev fældet?"
..Bestandig midt iblandt Folket," svarede
Sokrates.
„Og hvad hørte du Folket sige i denne lange
Tid?" spurgte Aspasia paa Ny.
„Meget og af højst forskjellig Art," svarede
Sokrates; „men tilsidst blev der kun to Sætninger
tilbage, som gik fra Mund til Mund."
„Og hvorledes lød de?"
„Perikles har grædt!" og „Hvor er
Aspasia dog ikke endnu en skjøn Kvinde!"
„Et besynderligt Sammentræf!" vedblev
Sokrates paa sin liaarkløvende og underlige Vi’s.
„Aspasia er den skjønneste Kvinde, og den
skjønneste Kvindes lykkelige Ægtefælle har grædt! —
Pas paa, Aspasia, at denne Perikles’s Taare bliver
den sidste! Thi kun Mandens første Taare er
ophøjet, den anden vilde være latterlig. Kun den
første griber og ryster — den næste vilde blive
virkningsløs. Perikles maa aldrig græde mere!
Hører du, Aspasia? Perikles maa aldrig mere
græde!"
„Gaar jeg maaske ud paa at presse Taarer af
Perikles’s Øje?’ spurgte Aspasia hemmelig krænket.
„Jeg paastaar intet Andet, end at Perikles
aldrig mere maa græde!" svarede Sokrates og
forsvandt i Mængden.
Aspasia var opbragt. Det fjendtligsindede Folk
havde i Dag frikjendt hende, og ud af de forsonede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
