Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
269
var glad for var, at her behøver hun ikke ha rulle*
gardin i soveværelset. Hun hadde altid likt saa godt
at kunne se ut, hvis hun vaagnet om natten, og se
hvad tid det var paa døgnet. Enten det var svart i
glasset og nogen enkelte stjerner som glittret brutt
hvor ruten hadde en liten bulk, eller hun saa at det
lysnet ute alt og der var skyer paa himmelen som
rødmet mot solopgangen, eller de to lyse vindusfir*
kanterne var blendet av rimfrost i ranker og straale*
mønstre, eller regnen pikket paa ruterne altid syn*
tes hun det var saa deilig at se et saant glimt av
tid og veir mellem søvn og ny søvn. Men saan hadde
hun ikke hatt det siden hun var smaapike. Heie ti*
den i Kristiania, og den tiden hun bodde i Berfjord
og de første aarene her i huset oppe ved stationen,
hadde hun sovet i rum som vendte ut til en gate
eller en vei, saa hun maatte hænge nogenting for
vinduet sit.
Nætterne var lyse nu, saa hun lot være at tænde
lampe, naar hun gik ind for at lægge sig. Hun som*
let med at gjøre istand sovesofaen til sig, somlet med
avklædningen gik bort og stod ved vinduet og
saa ut. Elven og skoglien paa den anden side av
dalen og den gamle haven her utenfor steg frem tyde*
ligere og tydeligere, eftersom daggryet rykket nær*
mere, men endda saa laa hele verden i solløst, kjølig
lys. Blomsterne hendes i vinduskarmen var ikke et
skyggeriss mot ruten længer de bredte sig frodige
med graagrønne blader og røde og hvite blomster.
Det var da syndig næsten at sove bort saa megen tid,
den lille stunden en har de lyse nætterne.
Det var saan deilig fornemmelse ogsaa at gaa her
og være alene vaaken i hele det store huset.
Litt komisk syntes hun jo selv det var at denne
pinseturen blev ved at spøke saa uavlatelig i hendes
tanker. Vel, hun var jo ikke akkurat forvænt med
avvekslinger i sin tilværelse da. Hun kunde ikke
glemme at hun hadde danset. Men hun hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
