Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele maa det om de sidste Sonater siges, at hverken den
Omstændighed, at Beethoven, da han skrev dem, var optaget af andre og større
Ting eller det Faktum, at han aldrig har hørt en Tone af dem,
er gaaet usporlig hen over dem. De er meget ujævne i
Behandlingen, ofte underlig afbrudte, som om Mesteren pludselig er bleven
ked af dem eller er hastet til andet Arbejde. Om c-tuoll-Sonaten
erklærede han selv til Schindler, at han „ikke havde faaet Tid til
at skrive en tredje Sats"1). Døvheden spores undertiden i den
mærkelig beliggende spredt og spinkelt klingende Klaversats —
saa-ledes vel mest i Prestissimo i op. 109, men ogsaa rundt om
andetsteds. Det er umuligt at tænke sig andet end, at Beethovens
fysiske Brøst stedvis har ladet ham være mindre agtpaagivende paa
dette Punkt.
Om Betydningen af Beethovens Døvhed fra et rent lægeligt
Standpunkt har en Autoritet som Billroth2), der tillige var meget
musikalsk, udtalt sig, og hans Ord fortjæner at citeres i denne Forbindelse,
uden at vi dog skønner, at Spørgsmaalet ved dem er endelig afgjort:
„I alle Tilfælde er et sundt Høreorgan en væsentlig Betingelse for
Udviklingen af Tonefornemmelserne, Tonesansen, Musiksansen, om
end denne sidstes Væsen har hjemme i Hjærnen. Meget tidligt Tab
af Hørelsen maa lidt efter lidt dræbe Musiksansen fuldstændig. ...
Naar Hørelsen udslukkes i en senere Livsalder, og Spillet med de
optagne Klange har været nogenlunde livligt og intensivt, er Mængden
af de indprægede Erindringsbilleder saa stor og Fremkaldelsen af
dem en saa let og hurtig Proces, at der ikke behøves de udefra
bevægede Toneiagttagelser for at danne eventuelle nye Kombinationer
af Tonebillederne (o: musikalske Kompositioner). Jeg er overbevist
om, at Beethoven i sin sidste Periode ikke havde komponeret
væsentlig anderledes (om end maaske nok andre Ting), naar det havde
været ham forundt at beholde sin Hørelse fuldt uskadt til sin
Livsende. At den (for mig i det mindste) saa ofte hæslige Klang af
mange polyfone Satser i flere af hans sidste Kompositioner direkte
skulde have været betinget af hans Døvhed, er højst usandsynligt, da *)
*) Naar man tænker paa den skønne Variationsrække, hvormed Sonaten slutter,
tvivler man dog lidt om Beethovens Ærlighed og fristes til med Elterlein
(B.: Klavier-Sonaten) at citere Goethes Faust: „Das Beste was du weisst,
darfst du doch nicht den Bubeu sagen”.
s) Se: „Wer ist musikalisch?" p. 60 £T.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
