Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev digtet og komponeret af den unge Artilleriofficer, der
garnisonerede i Strassburg, en Nat i Aaret 1792; med Nedskrivningen af
Melodien fik han Bistand af Ignaz Pleyel, med hvem han boede i
Hus, og næste Morgen blev Sangen under Navnet Chant de l’armée
du Rhin sunget ved en Sammenkomst hos Byens Maire. Dens ildnende
Rytmer og glødende Ord hørtes med Begejstring, til Arméens
forskellige Afdelinger naaede Afskrifter af den og til Paris kom den
med Troppeskarer fra Sydfrankrig; herfra stammer Navnet
Marseillaisen (egentlig Hymne des Marseillais). I denne Hymne har
Revolutionsidéen sammen med Fædrelandskærligheden givet sig et musikalsk
Udtryk, mere begejstret og varigt end noget andet; og denne Sang
blev ikke blot straks grebet af større Kunstnere end Rouget de
Lisle, saaledes af Gossec, der bearbejdede den for mægtigt Kor og
Orkester ved en af Nationalfesterne, men ogsaa senere har den mere
end en Gang inspireret andre Tonekunstnere (Litolf, Schumann,
Tschaikowsky o. fl.)
Claude Joseph Rouget de L’isle (1760—1836) var som nævnt Officer
under Revolutionskrigene, men baade før og senere beskæftigede han sig
væsentlig med musikalsk og litterær Produktion. Intet andet end Marseillaisen har
dog holdt sig. Han komponerede en Hymne i Anledning af d. 9. Thermidor, en
Chant des vengeurs (1798) og en Del Romancer og Chants francais; han skrev
Operatekster til Grétry (Les deux convents) opført el Par Maaneder før
Marseillaisen blev til), til Della Maria, Chelard og andre.
Som Slutning paa dette Afsnit nogle Linjer om de mest
fremtrædende Operakomponister, der foran er nævnt, og til hvilke vi
i det følgende ikke mere vil vende tilbage:
Nicolas d’AIayrac, saaledes hed oprindelig denne Musiker, men af
klogeligt Hensyn til Revolutionstendenserne forandrede han tidligt sit Navn til
Dalayrac, der ikke røbede noget om adelig Afstamning. Han var født i
Languedoc 1753 og døde i Paris 1804. Saasnart han havde tilendebragt de
nødtørftigste musikalske Studier, kastede han sig over Operakomposition, og
hans Produktion, der skaffede ham Parisernes Yndest, var overordentlig
stor. De bekendteste af hans Operaer er Nina ou la folie d’amour (1786),
vil hævde, at Melodien til Marseillaisen er en uheldig Reminiscens efter
Introduktions-Melodien til et Oriatorium, Esther, af en ellers ganske ukendt
Musiker Grisson. — Efter Loths Bog gengives omstaaende det Blad, der
først udbredte Marseillaisen. Som man vil se, indeholder denne
oprindelige Melodiform adskillige og ret væsentlige Afvigelser fra den nu gængse;
Afvigelser, der vistnok hist og her har ført Melodien hen til en naturlig
og musikalsk korrektere Form, men som ogsaa — som det desværre ofte
sker i slige Tilfælde — har udvisket flere karakteristiske Træk i Melodien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
