- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Andet bind /
434

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

De eneste Navne, der pege i den Retning, er Méhuls Operaer: Horatius
Cocles og Timoléon; Titlerne antyder den Begejstring for Rom, derfra
Begyndelsen af ledede Revolutionsmændene. Ligesom man i
Billedkunsten lod Maleren David forherlige de romerske Idealer, saaledes
stræbte man at benytte Operaen paa samme Vis. Men Datidens
Musikere ævnede ikke kunstnerisk at bringe noget Resultat ud
af disse Bestræbelser, og Méhul selv bekender ærlig i et Brev: „Jeg
maa tilstaa, at jeg aldrig rigtig har kunnet begribe, hvorledes det
skulde være muligt at omsætte de romerske Lidenskaber i
melodiske Udtryk" *).

Trods de enkelte gode Forsætter betyder da Revolutionen intet for
den store Opera. Der er kun efterladt Navne, ingen Værker. Academie
de musiques Sal benyttedes derimod direkte i Republikens Tjæneste
til de l’evolutionære Fester, som da L’offrande a la liberté, med
Gossecs Musik (hvori en pragtfuld Anvendelse af Marseillaisen)
opførtes 1792 eller Le Triomphe de la Repnblique (af samme
Komponist) i det følgende Aar.

Befrugtende for Operaen var ikke heller Konsulatsperioden, under
hvilken den ingen Fornyelse eller Interesse frembyder.

Dei’imod bragte den Napoléonske Æra nyt Liv og Bevægelse i
Operaen, der blev et meget typisk Udslag af denne Periodes hele
Aandsretning, og det uagtet selve Kejseren, som vi har set i dette
Værks første Del (p. 355 ff.), ingenlunde besad nogen udviklet
musikalsk Smag, men tværtimod i Kraft af sit italienske Natui’el
foretrak dette Lands Musikere og blandt dem ikke engang altid de
bedste. Selv om Napoléons Øre følte sig mest tiltalt af den søde,
men intetsigende Musik, der „ikke hindrede ham i at tænke paa
Statssager“, havde han imidlertid en politisk klog Følelse af, at
ogsaa han — ligesom før ham Revolutionens Mænd — burde tage
Operaen i sin Tjæneste. Og han gjorde det endnu mere bevidst
end de, med større Energi og med betydeligere Held.

Med sin forunderlige rastløse og altomfattende Aand greb
Napoléon ogsaa direkte ind paa dette Omraade, der dog ikke just
for ham var særlig nærliggende2).

’) Se La Maras Musikerbriefe, I.

2) Endog som en Art Impresario optraadte den store Kejser. Et af hans
betydeligste Engagementer var Komponisten Fernando Paer (1771 — 1839) og
hans Hustru, en yndet Sangerinde. Paer. der maatte følge Napoléon fra
Dresden, blev Kapelmester ved den italienske Opera i Paris. Han stod i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/2/0458.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free