Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Held for Rossini havde den franske Musik derhos ingen
Repræsentant for den nationale Kunst at stille op imod ham. De
berømte Navne var gaaet ud af Spillet (Grétry, Méhul, Isouard)
og den Opera, der — en fransk Freischutz — til en vis Grad skulde
bryde hans Overherredømme: Boieldieus Dame blanche kom jo
først frem 1825, og viste da tilmed, som vi har set, tydelige Spor
af, hvilken Indflydelse Rossini alt da havde selv paa sine kunstneriske
Modstandere. Auber havde endnu ikke skaffet sig noget
grundfæstet Ry, først med Le magon slog han igennem (1825) og en af de
bedste af hans hidtidige Operaer (La niege 1823) var derhos stærkt
paavirket af Rossini; endnu et Vidnesbyrd om, i hvilken Retning den
musikalske Smag gik i Paris.
Til denne By kom nu altsaa Rossini 1823, og den elegant vittige
— og altid beskedne Mester, hvis Ry var gaaet saa pragtfuldt
forud for ham selv, modtoges som en Kunstens Konge: Med hjærtelig
Imødekommenhed fra de Mestres Side, der hidtil havde regeret den
franske Opera (Cherubini, Lesueur og Boieldieu), og med
begejstret Hyldest fra den store Mængde. Der bragtes ham Serenader,
og der gaves til hans Ære en stor Banket, hvoraf Datidens Presse
og derefter Rossinis Biografer bringer udførlige Skildringer. Ved sin
Elskværdighed og sit Lune indtog Rossini alle; henrykt lyttede
Musikerne til hans Sangforedrag, hvortil han selv akkompagnerede sig
saa mesterligt, at Auber fortæller: Jeg glemmer aldrig denne
tændende Udførelse . . . han sang med en Aandfuldhed og et Liv, og
hans Akkompagnement var vidunderligt; man troede ikke at høre
et Klaver, men et galopperende Orkester. Da han var færdig,
betragtede jeg uvilkaarlig Tangenterne; jeg syntes, de maatte dampe.
Naturligvis saa det nationale Parti ikke roligt paa les dilletantis
Triumf, deres Hævn var bl. a. en lystig Farce (af Scribe og Mazéres)
Rossini å Paris ou le grand diner. „Stykket er et Vidnesbyrd om,
i hvilken Grad musikalske Interesser gennemtrængte Publikum —
det forudsatte, at Publikum havde en Mængde musikalske Navne
paa rede Haand og var lige saa fortrolig med Grétry, Méhul og
Boieldieu som med de mest populære Nationaldigtere" (Thrane).
Imidlertid rejste Rossini videre til London, hvor han opholdt sig den første
Halvdel af Aaret 1824 — „et burlesk Intermezzo i hans Liv“: Den Opera, han skulde
have skrevet for the King’s Theatre, blev der ikke noget af; hans Hustru
gjorde Fiasko i Zelmira-, selv maatte han synge Solo i en af ham komponeret
Kantate, Homage to Lord Byron, og Duetter sammen med Kong George IV. I
32*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
