Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tion — de to Kunstnere havde forøvrig mærkelig ringe gensidig
Sympathi.
Det forunderlig nye, „umenneskelige0 eller overmenneskelige i
Berlioz’s Instrumentation føles mest umiddelbart og stærkest overfor den
vældige Fantasi, hvormed han tager alle kendte og indtil da endnu
ukendte instrumentale Midler i Brug og kombinerer Instrumenter,
som man hidtil havde anset for ganske uforenelige, som Middel for
sine storslaaet pathctiske, romantisk bisarre eller tøjlesløse
Indskydelser. Eksempler herpaa findes rundt om i hans Frembringelser:
i Blæseorkestrets Anvendelse i Requiem, i dies iræ i Den fantastiske
Symfoni, (den kirkelige Melodi synges af 2 Ophikleider, Horn,
Bas-suner og Fagotter til Klokkeledsagelse, mens profane Fløjter, Oboer,
Klarinetter og pizzicato-V\oMnev spottende omsvæver dem), i Fugaen i
Dumnation de Faust med dens Kor af Bratsch, Cello og Bas, Horn,
Fagot og Tuba — i Mefistos Serenade, hvor Strygeorkestret er
omskabt til en stor djævelsk Guitar — eller i den farvetindrende
Ungarske Marsch.
Men Berlioz kender ogsaa andre Virkemidler. Han er Opfinder af
saadanne Orkestervirtuosstykker som Queen Mab i Romeo og Julie,
eller Sylfedansen i Damnation de Faust, hvor Orkestret er behandlet
med en Ynde og Finhed, som var det hele et sart Drømmebilled,
hvori Linjerne mere anes som flygtige Sølverspinds Traade, end de
egentlig ere dragne tydelig op. Selv Mendelssohns Orkestersatser i
samme Art er trods al Glans og Lethed haandgribelige i Forhold
til de henaandede Berliozske. Og Mendelsohn var dog den eneste,
der overhovedet her kunde kappes med Berlioz. Mellem disse to
Yderpunkter, det vildt larmende og pompøse og det sarteste
Aandspust mægter Berlioz’s orkestrale Fantasi selvfølgelig mange Nyancer.
Den skære Hvidhed, den „prærafaelistiske" Klang, hvor Hovedvægten
er lagt paa Strygekvartetten (i L’enfance de Christ), den varmt
pulserende Lidenskab (i Romeo og Julie), det idylliske (i den fantastiske
Symfonis tredje Sats), det lokalt farvede (i Flarold en Ralie eller i
L’enfance de Christ: Dansen instrumenteret for 3 Fløjter og Harpe)
— o. s. v. o. s. v. —
Berlioz har i sin Stræben efter at gøre Orkestret til det fulde
Udtryk for sine Idéer ikke blot indført eller dog særlig udnyttet
sjældnere Instrumenter som Engelsk Horn, Basklarinet og Ophikleide
eller anvendt nye Effekter som Strygernes og Harpens Flageolettoner;
hele Anvendelsen af Orkestret er i Grunden ny og ejendommelig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
