Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst ... - Ordbøgerne: C - carmine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
broncedøre til baptisteriet i Florens (1405 — 52), der
vidner om en høit udviklet skjønhedssans. Den geniale
Donatello (1386—1466) danner med sin sterke naturalisme
en fuldstændig modsætning til den klassiske antike b.,
men er i slegt med moderne kunstnere som Rodin
og Meunier. Hans elev Verrocchio (1436—88), Leonardo
da Vincis lærer, skyldes renaissancens bedste rytterstatue
«Colleoni» i Venedig, der endog overgaar Donatellos
«Gattamelata» i Padua. Marmorbilledhuggerne Desiderio
da Settignano (1428-64), Mino da Fiesole (1431—84),
Antonio Rosellino (1427—ca. 78), Benedetto da Majano
(1442—97) og Francesco Laurana (ca. 1450—ca. 1500) skyldes
især line portrætbuster samt altere og gravmæler. Medens
næsten alle disse kunstnere er florentinere, fremstod i
Siena Jacopo della Quercia (1374—1438), hvis dramatisk
bevægede kunst endnu har bevaret noget af den gotiske
karakter. Luca della Robbia (1400—82) skabte i sine
yndefulde madonnarelieffer af farvet og glasseret ler en
kunstgenre, der fortsattes indtil 1530 af hans slegtninge
Giovanni og Andrea. Høidepunktet i renaissancens b.
dannes af Michelangelo (1475—1564), hvis vældige kunst
blev skjæbnesvanger for dens efterlignere. Blandt hans
efterfølgere var guldsmeden Benvenuto Cellini (1500—71)
og Giovanni da Bologna (1524—1608). Den franske
renaissance-b. er paavirket af den italienske, men
indeholder sterke nationale elementer. Dens former er
slanke, elegante og sirlige. Da den særlig er knyttet til
udsmykningen af slottet Fontainebleau, gaar den under
navn af Fontainebleau-skolen (Jean Goujon, 1515—ca. 65,
og Germain Pilon, 1535—90). — I Tyskland blomstrede
især træskulpturen, endnu gotisk i sit præg (smukke
madonnafigurer af Veit Stoss, 1440—1533), men ogsaa
stenskulptur (Adam Kraft i Nürnberg (1450—1507) og
Tilmann Riemenschneider i Würzberg (1460—1531)).
Peter Vischer i Nürnberg (1454—1529; liovedverk
«Sebaldus-graven» i Nurnberg) staar i sin bronceskulptur
renaissancen nærmere. — Den stil, der som følge af kunstnerisk
forfald bliver herskende efter Michelangelos død, kaldes
barok (fra ca. 1600). Dens dygtigste repræsentant i b. er
Italieneren Bernini (1598—1680). I Frankrige følges han
af Pierre Puget (1622—94) og Girardon (1630—1715), hvis
portræter særlig er gode. — I det 18 aarh. udførtes
glimrende, livagtig portrætskulptur af franskmændene
Pigalle (1714—85) og Houdon (1741—28; f. eks. Houdons
«Voltaire»), medens Clodion (1738—1814) i b. repræsenterer
boudoir-rokokoen. Baroken fortsættes i Tyskland af
Andreas Schlüter (1664—1714) og Raphael Donner (1692—1741;
hans fleste verker i Wien). — Henimod slutningen
af det 18 aarh. begyndte en reaktion mod barokens og
rokokoens unatur og manierisme, og man tog atter antiken
til forbillede (ny-klassicisme). Som teoretiker gik
Winckelmann i spidsen. Denne noget blodfattige
efterligning efter antiken repræsenteres i Italien af Canova
(1757—1822), i Tyskland af Dannecker (1758—1841), i
England af Flaxman (1755—1826), i Sverige af Sergel
(1740—1814) og i Danmark af Thorvaldsen (1770—1844).
— Den ældste norske billedfremstilling forekommer
enkeltvis i jernalderens grave. Det er antiken, der har
paavirket (se under Brakteater). Der nævnes ogsaa i den
ældre litteratur, at hovene havde udskaarne fremstillinger
af guderne. Med kristendommen kom landet i intim forb.
med de sydlige kulturlande, og denne tids menneskefremstilling,
der byggede paa antiken, naaede til os. Vi har
flere tildels gode arbeider i træ, sten og metal i denne
tids ceremonielle byzantinsk-romanske stil. Unggotiken
bragte liv ind i figurbehandlingen, hvad en række
træstatuer viser. Et typisk eksempel er skulpturerne ved
søndre korportal i Trondhjems domkirke. Paa facaden
findes en række arbeider i høigotikens mere maadeholdne
stil. Arbeiderne her hører til tidens mesterverker.
Det 15 aarh.s ofte lidt fantastiske og samtidig
realistiske menneskefremstilling studeres hos os for en
stor del gjennem nordtysk og flandersk importarbeide,
skjønt man ogsaa kan gaa ud fra, at der herhjemme
er arbeidet adskillig i den senmiddelalderske stil.
Fra renaissanceaarhundredet er der lidet skulptur i Norge.
Lidt ved domkirken i Trondhjem og ved Rosenkranstaarnet
i Bergen samt nogle gravstene er vist de hovedsagelige
spor, medens billedskjæring i det 17 aarh. tog
stort opsving. En række mestere har arbeidet i de
forskjellige byer, og deres arbeider studeres nu i
kirkeinventaret. I vore gamle ovnsplader findes en norsk
reliefkunst, der ofte staar meget høit. De følger tidens
stil, en broget barok, med en indviklet ornamentik. Det
18 aarh.s billedkunst studeres paa samme omraader i
vort kirkeinventar og paa vore ovnmodeller Ludvig XIV’s
stil, regentstil, rokoko og Ludvig XVI’s stil kan alle
forfølges tildels i meget gode arbeider. Omend uden store
navne, saa var det ikke uden en betydelig tradition, at
den norske b. i det 19 aarh. traadte frem blandt de
«frie kunster». — For b. i det 19 aarh. henvises forøvr.
til artiklerne om de enkelte kunstnere, særlig Rude,
Barye, Carpeaux, Rodin, Meunier og Vigeland.
Billedskjæring, se Billedhuggerkunst og Træskjærerkunst.
Billedskrift, primitivt meddelelsesmiddel, hvorved
begivenheder, bud o. l. overføres i skriftlig form ved
hjælp af realistiske eller mere eller mindre
konventionaliserede billeder og tegn, hvis betydning hviler paa
overenskomst. I de fleste lande kjendes b. fra oldtidens
petroglyfer (helleristninger fra Skandinaviens
broncealder). Den har i nutiden en vid udbredelse blandt
naturfolkene. Af australnegerne anvendes den saaledes
paa budstikker, vesteskimoerne ridsede ved dens hjælp
beretninger om merkelige hændelser i elfenben; men
høiest stod b. hos de nordamer, indianere, særlig hos
irokeser og algonkinstammer, hos hvem den havde
udviklet sig til et primitivt skriftsystem. Her opløstes
fremstillingen i sine vigtigste elementer, som vistnok
endnu for det meste gjengaves ved objektiv afbildning.
Men allerede paa opdagelsernes tid var man dog naaet
til at nedskrive begreber, talværdier o. s. v. i
konventionelle, almindelig antagne tegn. I de mexikanske
skriftsystemer var begyndelsen til en stavelses og
bogstavskrift gjort; det samme gjælder formodentlig
Paaskeøens billedskrift. Det maa antages, at en videre
udvikling paa et lignende grundlag repræsenteres af den
ægyptiske hieroglyfskrift og gammelkinesisk.
Billedstorm, se Billeddyrkelse.
Billedstøbning. Egentlig b. forekommer i ældre tid
i Norge kun ved vore jernverker, der i sin ovnfabrikation
har udviklet en virkelig norsk reliefkunst.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
