Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Biord ... - Ordbøgerne: C - cauchemar ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Biord, adverbium, se Ordklasser.
Biot [bjå’], Jean Baptiste (1774—1862), fr. fysiker,
matematiker og astronom, 1800 professor ved Collège
de France i Paris, 1804 ved observatoriet, maalte lydens
hastighed i faste legemer, luftarternes lysbrydning
(sammen med Arago), opdagede det cirkulært polariserede
lys, fandt, hvorledes polarisationsplanets dreining i
sukkeropløsninger kan benyttes til sukkerbestemmelse m. m.
Biot-Savarts [bjå savars] lov. En lang, retlinjet elektr.
strøm paavirker en magnetpol, der befinder sig i en
afstand fra ledningen, som er liden i forhold til ledningens
længde, med en kraft, som er omvendt proportional med
afstanden. Denne vigtige lov er fundet af J. B. Biot og F.
Savart og meddeltes Pariserakademiet i okt. og dec. 1820.
Bipest, se Bier.
Biplaneter, se Satelliter. Drabanter, Maaner.
Bir (arab.), kilde, brønd, bruges ofte i
sammensætninger med et appellativ eller et egennavn til at
betegne stationer ved karavaneveiene i arab. lande.
Biran [birå’J, Maine de, se Maine de Biran.
Birbhum (Beerbhoom, sanskrit Virabhumi, heltenes
land), distrikt i Forindien, provinsen Bengalen, s. for
Ganges, 4548 km.2 med 902280 indb.(1901)(mest hinduer);
dyrkning af ris og silke; jern- og kulleier samt varme
kilder. I over 2000 aar har der her været kampe mellem
de ariske hinduer og urbeboerne (sml. Virabhumi).
Birch, Holger, pseud. for Meyn, Antonette.
Birch [bətš], Samuel (1813—85), engelsk arkæolog og
sprogforsker, fra 1861 direktør for de arkæolog, og etnogr.
samlinger i British museum; hans udstrakte filolog,
studier omfattede bl. a. kinesisk, assyrisk og ægyptisk.
Bircherod, Jens (1658—1708), biskop i Aalborg, har
faaet blivende betydning ved sine historiske afhandlinger
og samlinger. Navnlig er hans dagbøger en meget
benyttet historisk kilde (udtog udg. af Molbech 1846).
Birch-Pfeiffer, Charlotte, f. Pfeiffer (1800—68),
t. skuespillerinde og forfatterinde, debuterede paa scenen
13 aar gammel, spillede siden tragiske elskerinderoller,
gjorde stor lykke rundt om i Tyskland. Hun har
skrevet en mængde teaterstykker, uden kunstnerisk
værd, men med populær sceneeffekt, for en stor del
bearbeidelser af fremmede romaner; de vandt i lang tid
almindeligt bifald: «Die Günstlinge», «Der Glöckner von
Notre-Dame», «Nacht und Morgen», «Die Grille», «Die
Waise aus Lowood» o. s. v.
Birch-Reichenwald.
1. Christian B.-R. (1814—91), n. embedsmand
og politiker, amtmand i Smaalenene
1847, fra 1855 i Akershus. Han repræsenterede Moss
paa stortinget 1848 og 1854, Kristiania 1862—66. Som
statsraad 1858—61 spillede han en fremtrædende rolle
ved sin nationale holdning i de skarpe unionelle
brydninger, som spørsmaalet om statholderpostens ophævelse
og rigsaktens revision fremkaldte; han delte her
standpunkt med sin kollega og svoger Ketil Motzfeldt.
1869—89 var B.-R. sorenskriver i Aker.
2. Peter B.-R. (1843—98), foreg.s søn, politiker, var
høiesteretsadvokat i Kra., da han 1881 blev udnævnt til ekspeditionschef
for fængselsvæsenet i justitsdepartementet; 1889—91 og
1894—95 var han medlem af E. Stangs 1ste og 2det
ministerium (chef for indredepartementet). Efter sin udtræden
anden gang blev han udnævnt til borgermester i Kristiania.
Birckner, Michael Gottlieb (1756—98), d. prest,
gjorde sig særlig kjendt og agtet som det politiske
frisinds talsmand i litteraturen («Om trykkefriheden og
dens love», 1797). Blandt datidens danske teologer var
han kantianismens eneste talsmand.
Bird [bəəd], William (ca. 1543—1623), hoforganist hos
dronning Elisabeth i England, «musikens fader», ansees
som en af dette lands betydeligste kirkekomponister.
Birger Brosa (d. 1202), svearnes jarl, tilhørte den
berømte Folkungeæt og var gift med Birgitta, datter af
den norske konge Harald Gille og enke efter den danske
prins Magnus Henriksson. Paa grund af slegtskabet med
Birgitta fik Eystein Meyla og Sverre Sigurdssøn beskyttelse
og støtte hos B. Da B.s datter Ingegerd egtede Sverker
Karlsson, blev denne uden modstand konge efter Knut
Erikssons død 1195, skjønt den sidste havde sønner.
Birger jarl af Bjælbo, brodersøn af foregaaende,
jarl 1248, egtede kong Erik Erikssons søster Ingeborg.
Da kongen døde, blev B.s ældste søn Valdemar hans
efterfølger (1250), men B. vedblev dog at have den
virkelige magt til sin død (1266). Han var en begavet hersker.
1249 sikrede han Sveriges magt i det sydvestlige Finland
ved Tavastehus’ anlæggelse, Stockholm befæstedes, og en
række love søgte at høine folkets kultur. B. var gift
to gange; af børnene af første egteskab var Richiza, som
blev gift med Haakon den unge.
Birger Magnusson (1280—1321), konge af Sverige
1290—1318, søn af Magnus Ladulås. Da B. M., som 1298
blev myndig og gift med Erik Menveds søster Margrete,
havde ryddet sin trofaste ven, Torgils Knutsson, af veien,
blev han et bytte for sine yngre brødre, Erik og
Valdemar, der fangede ham. Erik Menved mæglede dog forlig
1310, og landet deltes, men den mistænksomme B. M.
lokkede 1318 sine brødre til Nyköping slot og lod dem
der dø af sult. Forjaget tyede B. til Danmark.
Birger, Hugo, egentlig Petterson (1854—87), sv.
maler, uddannet ved Stockholms akademi og derpaa i
Paris, hvor han tilegnede sig den moderne franske kunsts
farvevirtuositet. Han viste sig i sin korte kunstnerbane
som en dygtig kolorist og lysmaler. De fleste af hans
arbeider findes i privateie i Göteborg.
Birgitta, den hellige (omkr. 1303—73), f.paa Finstad
i Uppland af adelig slegt, blev 1316 gift med Ulf
Gudmarsson, lagmand i Nerike (d. 1344), med hvem hun fik
8 børn. Allerede som barn havde hun syner. I sit
egteskabs tid levede hun i virksom fromhed. Kanniken
magister Matthias af Linköping førte hende ind i tidens mystik
og pietisme. Som enke bosatte hun sig ved Alvastra kloster
og levede i streng askese. Her fik hun sine aabenbarelser,
der blev udgivet paa latin af magister Matthias
og Alfons af Jaén. Under et besøg paa Vadstena slot fik
hun af frelseren dikteret reglerne for en ny klosterorden.
Hun drog da (1349) til Rom. Forfaldet dér oprørte hende,
og hun besvor paven i Avignon om at vende tilbage til
Rom, hvor hun ventede paa ham. Først 1367 kom han
og stadfæstede 1370 hendes orden. Hun døde i Rom.
B. er ingen forløber for reformationen, men en repræsentant
for udprægede romersk-katolske anskuelser. Hendes
karakters storhed, hendes frimodighed og hendes
klogskab gjør hende til en af Nordens merkeligste kvinder.
Hun er ogsaa Nordens største digter i middelalderen.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
