Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bogdo-Lama ... - Ordbøgerne: C - confraternel ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Katharina II’s opfordring en værdifuld samling rus.
ordsprog (1785). Hans samlede verker udkom 1809 i 6 bd.
2. Modest Ivanovitsj B. (1805—82), foreg.s
brodersøn, rus. krigshistoriker, deltog som officer i det polske
felttog 1831, fra 1839 professor ved militærakademiet i
St. Petersburg. Har skildret krigen 1812—14 og
Krimkrigen samt Alexanders I’s regjering.
Bogdo-Lama, se Lama.
Bogdo-Ola, en del af fjeldkjeden Tiansjan i det midtre
Asien n. f. byen Turfan. De høieste toppe er over 4000
m., og ret i syd (ved Turfan) er der en «depression»,
som ligger 130 m. lavere end havfladen.
Bogense, Fyens mindste kjøbstad, 2448 indb., ligger
paa en lav strandslette, omgivet, som en marskby, af
sumpe og inddiget eng med kanaler og pumpemøller.
B. er endepunkt for en 1828 aabnet bane fra Odense.
Bogesund, det nuværende Ulricehamn, skueplads
for slaget ved B. 19 jan. 1520, som udkjæmpedes paa
og ved den islagte sjø Asunden. Den danske hær, ført
af Otto Krumpen, seirede, Sten Sture den yngre saaredes
dødelig i slagets begyndelse. Veien til det indre af
Sverige var dermed aabnet.
Bogfink, se Finkeslegten.
Bogførsel, se Bogholderi.
Boggiani [bådž-], Guido (1861—1902), ital. maler
og etnograf, reiste i slutten af 1880-aarene til Paraguay,
hvor han studerede Chacos indianerstammer. Blev dræbt
af en indianer. Udg. : «Viaggi d’un artista nell’America
meridionali. I: Caduvei» (1895) og «Compendio de
ethnographia Paraguaya moderna» (1900).
Bogguld, se Bladguld.
Boghaandverk. Heri indgaar alt haandverksmæssigt
arbeide, der kræves til fremstillingen af en bog:
papirfabrikation, tegning og støbning af skrift, fremstilling af
klichéer og plader, trykning, heftning og indbinding (se
Bogbinderi).
Boghandel, handel med litterære arbeider. Allerede
i oldtiden kjendtes b. I slutningen af 6 aarh. f. Kr.
blomstrede b. i Grækenland og fandt derfra veien til
de græske kolonier. 1 5 aarh. f. Kr. begyndte oprettelsen
af de egentlige biblioteker, i Alexandria f. eks. fandtes
tidlig store offentlige biblioteker (700000 bd.). Fra
Grækenland bredte græsk kultur sig til Romerriget,
hvor bøgernes udbredelse lettedes gjennem de talrige
embedsmænds brevbud, der samtidig var en art
kommissionærer for boghandlerne. Mangfoldiggjørelse af
skriftlige arbeider skede i oldtiden paa den maade, at
forfatteren lod slaver tage kopier af de verker, man
ønskede mangfoldiggjort, ofte dikterede man til 100
slaver paa én gang. Bogrullerne blev saa bragt til torvs,
hvor de udraabtes, eller man stillede dem frem paa
gaderne til beskuelse. Endnu kjendes enkelte
boghandlerforlæggernavne fra den tidligste tid, f. eks. brødrene
Sosii, der var Horats’ «forlæggere», og Atticus, Ciceros
ven og «forlægger». Priserne varierede efter verkernes
udstyr og afskrivningens nøiagtighed, og de egentlige
udgifter ved fremstillingen bestod hovedsagelig i
anskaffelsen af papyrus, paa hvilken der var høi told.
Forfatterhonorar kjendtes saagodtsom ikke, man skrev for at
vinde ære og berømmelse, og afskriverne, slaverne, var
ulønnet. I middelalderen optræder istedetfor slaver
lønnede afskrivere, og i klostrene begynder munkene at
beskjæftige sig med afskrivningsarbeide, som de dyrkede
meget ivrig, og ved bytte af haandskrifter skabte de en
berigende vekselvirkning. Omkring aaret 1275 blev
forhandlerne stillet under kontrol af universiteterne og de
lærde anstalter for at fremme en ensartet afskrivning
og større paalidelighed; derved blev boghandlerne
nærmest mellemhandlere, og der blev nu sat faste
priser for udleien af de originale skrifter.
Bogtrykkerkunsten indvarslede en hel ny tid for b. Det varede
dog længe, inden de trykte bøger fortrængte de
haandskrevne, det var blevet en forfængelighedssag at samle
paa haandskrifter. Men det varede selvfølgelig kun en
tid. Med de trykte bøgers fremkomst følger større salg,
og deraf fremgaar kolportagehandelen, der navnlig,
somme steder udelukkende, dreves ved kirke- og
markedsfester og ved de store aarlige messer. Tyskland blev
tidlig foregangslandet og Leipzig midtpunktet for hele
Nordeuropas b.
B. i Norge. Af trykte bøger blev der under
foreningen med Danmark kun frembragt faa i vort land.
Sansen for studier og læsning var ringe og vanskelig at
tilfredsstille: høiere skoler og biblioteker savnedes,
samfærdselen var yderst tungvindt. De kundskabssøgende
og frembringende aander gik til Danmark, landet fik sit
videnskabelige og litterære centrum i Kjøbenhavn, og
sammen med bogsproget blev litteraturen fælles med
Danmark. Byerne flest var for smaa til at kunne bære
nogen fast og selvstændig b., og de bøger, som alligevel
spredtes, fandt sin vei til læserne gjennem omreisende
«bogførere» eller kommissionærer, som drev bogsalg ved
siden af anden virksomhed. At saadanne folk ikke desto
mindre kunde opnaa en efter omstændighederne merkelig
stor afsætning bevidnes f. eks. af Holberg, der giver
Trondhjem lovord for at være «den bedste by efter
proportion i Danmark og Norge at kjøbe bøger». Den
første faste b. i Norge oprettedes 1771 i Bergen af
F. Beyer, hvis firma endnu bestaar. 1 slutningen af
foreningstiden opstaar i en række byer boghandlere, der
dog for at klare sig som regel drev bogtrykkerivirksomhed
ved siden af; et levedygtigt foretagende af denne
art blev i 1812 grundlagt af Christopher Grøndahl, det
nuværende firma Grøndahl & søn i Kra. Ved
universitetets oprettelse 1811 og adskillelsen fra Danmark var
forudsætningerne for, at b. kunde udvikle sig paa
hjemlig grund givet; men forholdene var endnu længe saa
fattige og smaa, at foretagsomheden paa dette omraade
blev staaende i stampe. Først da det nyvakte nationale
liv fik sit afgjørende gjennembrud i den kamp- og
gjæringstid, som Wergeland og Welhaven indleder,
blev der grojord ogsaa for b. Efter forholdenes medfør
blev denne ganske overveiende knyttet til
hovedstaden. Her oprettedes efterhaanden en række, tildels
endnu bestaaende firmaer, saaledes 1829 J. W. Cappelen,
1832 Johan Dahl (s. d.). Wergelands og Welhavens
forlægger, 1839 P. T. Malling, 1843 M. W. Feilberg, 1845
den stort anlagte foregangsmand Chr. Tønsberg (s. d.),
1852 J. Dybwad, for blot at nævne de mere
fremtrædende af de ældre navne, som herefter kom til at spille
en rolle. Ved aarh.s midte var der saaledes opstaaet en
fagmæssig uddannet norsk boghandlerstand.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
