Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bostonit ... - Ordbøgerne: C - croix ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
farve. Den anden søsterkulør bliver bedre og de andre
simpel, og farverne slaar hinanden. Hver spiller sætter
en stambet, som skrives i en rubrik, hvor senere
beter tilføies eller udslettes. Meldingerne er pas eller
1. b., hvorved søsterkuløren skal gjøre 5 stik;
2. petite misère; ingen stik; spilleren kan bortlægge et kort;
3, seks;
4. grande misère, O stik; intet kort bortlægges;
5. syv;
6. grande misère force (som nr. 4);
7. otte;
8. ni;
9. petite misère ouverte, O stik; et kort
bortlægges, og kortene lægges aabent;
10. ti;
11. grande misère ouverte, O stik, intet kort
bortlægges og kortene lægges aabent;
12. elleve;
13. grande misère ouverte force (som nr. 11);
14. tolv;
15. tretten.
I misère-spil er ingen trumf. I alle trumfspil kan der vælges
«grandissimo» istedetfor trumf. I trumfspil kan melderen
forlange hjælp («whist») af en anden spiller. I b.
skal da de to sammen gjøre 8 stik (5 + 3), i seks 10
stik (6 + 4) o. s. V. Hver spiller er ansvarlig for sine
stik, hvis der tabes. Spilleren bestemmer selv farven,
hvori der skal spilles. Dersom ingen vil være whist,
kan søsterfarven lægge sig paa en bet eller spille alene.
Betalingen sker efter en tabel.
Bostonit, en væsentlig af feldspat (natronfeldspat)
bestaaende gangbergart. Findes oftest sammen med
kamptonit, bl. a. paa Gran.
Boström, Christoffer Jacob (1797—1866), sv.
filosof. Allerede i skoletiden var B.s interesse for
filosofi blevet vakt, og ved universitetet i Upsala studerede
han først filosofi og efter endt magisterkonferens ogsaa
teologi. 1827 blev han docent i filosofi og øvede som
saadan en sterk indflydelse paa sine tilhørere. Efter
en tid at have været lærer for de kongelige børn blev
han atter universitetslærer og udnævntes 1842 til
ordinær professor, en stilling, som han beklædte til 1863.
Sin betydning i Sveriges aandsliv har han især havt ved
sine mundtlige foredrag, mindre ved sine skrifter, der
for en stor del er affattede paa latin. Boströmianismen
er en idealistisk personlighedsfilosofi, der indtager en
selvstændig stilling i den spekulative filosofis historie,
idet B. endnu mere end Hegel søger at hæve sig over
begreber, der er hentede fra den endelige erfaringsverden.
Hans lære, der ikke let kan fremstilles i faa ord, er i
Norge skildret af W. Dons, «Om boströmianismen». Kra.
1874, en fremstilling, som dog er blevet skarpt
tilbagevist af udgiveren af B.s verker, H. Edfeldt i Upsala.
Boström, Erik Gustaf Bernhard (1842—1907),
sv. statsmand, udgik fra godseierklassen og beholdt altid
et præg af dens livssyn og interesser. 1863 arvede han
fideikommisset Östanå i Södre Roslag, hvor han snart
blev overlæsset med kommunale og politiske hverv.
1875—93 var han valgkredsens repræsentant i riksdagens
andet kammer. Her sluttede han sig til centrum, men
kom samtidig i kraft af sine agrarinteresser paa en god
fod med landtmannapartiet. Da dette 1888 splittedes,
gik han ind i det «nye» landtmannaparti som dettes
største politiske kraft. Sit navn vandt han i
1880-aarenes toldstrid som udpræget beskyttelsesmand og
sterkt benyttet deltager i riksdagens komitéarbeide. 1891
blev han regjeringschef og blev med en kort afbrydelse
siddende som saadan indtil 1905. Han blev imidlertid
ikke den protektionistiske og doktrinært konservative
herre, man havde ventet at finde i ham. Han lod sig
ikke hefte af sine grundsætninger; hans kundskaber var
sterkt begrænset, og hans syn rak ikke vidt, men hos ham
var fordomsfrihed parret med et sundt, praktisk omdømme,
megen verdensklogskab og politisk erfaring, en fin tæft,
en djervhed, som aldrig svigtede, og evnen til at udnytte
enhver situation. Han skiftede standpunkt, ikke
overbevisning. Han kom som bevidst realpolitiker og opportunist
til at bane vei for den moderne liberalisme i svensk
politik og blev selv ikke uberørt af dens første luftninger.
Hans toldpolitik vekslede med de politiske konjunkturer;
1892 satte han korntolden ned, 1895 drev han den atter
i veiret. Forsvarsspørsmaalet fik han 1892 løst ved at
drive igjennem en ny hærordning baseret paa udvidet
tjenestetid, «de nittio dagarne», og den længe ønskede
afskrivning af grundskatterne. 1899 opnaaede han en
effektiv udvidelse af flaaden og 1900 anlægget af
Bodenbefæstningerne. Unionspolitiken blev prøvestenen
for hans statsmandsevne. Men her led han sit nederlag.
 |
| (Fot.af Florman, Stockh.) E. G. B. Boström. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
