Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brenz ... - Ordbøgerne: D - delusion ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
element styrkedes ved indvandring fra Britannien i det
5 og 6 aarh. (kymrer fra Cornwall). Landskabet kaldtes
derfor ogsaa Britannia minor (det lille Britannien).
Heller ikke frankerne lykkedes det at vinde fast
herredømme over B. De normanniske hertuger søgte med
større eller mindre held i det 10—12 aarh. at hævde
lenshøihed over landet. Ved giftermaal mellem B.s arving
Claude og den senere konge Frants I (1514) blev landet
indlemmet i Frankrige, men det beholdt sin egen
landdag og mange eiendommelige rets- og andre
samfundsforhold lige til revolutionen. Under revolutionen
blodige kampe mellem bretagnerne og den republikanske
regjering (Vendée). 1832 atter legitimistisk reisning.
Breteuil [brøtø’i], Louis Auguste le Tonnelier,
baron af (1733—1807), fr. diplomat, gesandt i Petersburg
og i Stockholm, hvor han under rigsdagen 1769 virkede
ivrig for det franske parti. Senere gesandt i Holland,
Neapel og Wien. 1783 —87 minister i Frankrige,
reformvenlig, men strengt absolutistisk. Medvirkede 1789 til
Neckers fald og blev en kort tid paany minister.
Emigrerede. Forhandlede paa Ludvig XVI’s vegne med
fremmede magter om optræden mod revolutionen. 1802
tilbage til Frankrige.
Bret Harte [bret hāət], se Harte.
Bretigny [brøtiñi’], landsby i det n.v. Frankrige,
bekjendt for freden mellem Frankrige og England 1360,
4 aar efter Johan d. godes nederlag og tilfangetagelse
ved Poitiers. Edvard III opgav sine krav paa Frankrige
og Normandiet, men fik til gjengjæld hele Aquitanien
(s. d.) uden noget lensbaand, og Johan gik ind paa at
betale den uhyre sum af 3 mill, gulddaler i løsepenge.
Bretland, et i oldn.-isl. skrifter sedv. navn paa Wales.
Breton [brøto’], Jules Adolphe Aimé Louis
(1827—1906), fr. maler. Malte idealiserede billeder fra
landlivet, helst i solfaldsbelysning. Typisk er «La glaneuse»
(1877; Luxembourgmuseet). Har ogsaa optraadt som forf.
og digter, skrevet en selvbiografi og om moderne kunst.
Bretón de los Herreros, Manuel (1796—1873),
sp. digter, politisk frisindet, ansat i forskjellige embeder,
bl. a. som overbibliotekar ved nationalbiblioteket i Madrid.
Han var en af sin tids mest fremtrædende spanske
dramatikere, i besiddelse af humor og fantasi, overmaade
produktiv, har skrevet over hundrede originale stykker
og desuden en række oversættelser. Hans dramaer, der
er skrevet paa udmerkede vers, bevæger sig paa de
forskjelligste felter, lystspil og karakterkomedier med emner
fra samtiden, historiske skuespil: «Mareela, ó cual de los
tres?», «Todo es farsa en este mundo», «Muérte y verás»,
«La escuela del matrimonio», «Bellido Dolfos» bl. a.
Han var ogsaa en fremtrædende lyriker og satiriker:
«El carnaval», «La hipocresia», «La desverguenza» m. v.
Bretoner, indbyggerne i Bretagne (s. d.).
Bretonsk sprog og litteratur. Det bretonske sprog
hører til de keltiske sprog (s. d.). Det er dog ikke
nogen fortsættelse af det gamle keltiske sprog i Gallien,
men indført fra England i 5—7 aarh. og som følge
deraf nærmest beslegtet med den britiske gren af disse
sprog. Sproget, der af franskmændene kaldes «bas-breton»,
tales nu af omkr. 1 1/2 mill, mennesker, hvoraf
omkr. halvdelen ogsaa kan tale fransk, i den vestlige del
af Bretagne (v. for en linje mellem byerne Arzal og
Plouha); i tidens løb er det blevet betydelig paavirket
af fransk. — De ældste sprogmindesmerker er nogle
bretonske ord i gamle latinske tekster, fra det 8 aarh.
Sammenhængende litteraturmindesmerker haves først fra
omkr. det 14 aarh., nemlig religiøse skuespil af samme
art som de franske middelalderlige mysterier; i
modsætning til disse er de blevet opført langt ned mod
vor tid. I nyere tid findes paa bretonsk oversættelser
af bibelen og forskjellige religiøse skrifter. Af vigtighed
er folkelitteraturen, eventyr, sagn og folkeviser, der
foreligger udgivet i forskjellige samlinger.
Bretschneider, Karl Gottlieb (1776 -1848), t.
teolog, en af de betydeligste repræsentanter for den
saakaldte «rationale supranaturalisme», d. e. en teologi, som
søger at gaa en mellemvei mellem rationalisme og
supranaturalisme. Dette standpunkt har han forsvaret
i flere skrifter. Hans selvbiografi: «Aus meinem Leben»,
blev 1851 udgivet af hans søn.
Bretten, by i Baden, ø. f. Karlsruhe, ved Saalbach,
5000 indb. Melanchtons fødeby.
Brettesnes, fiskevær (post-, telegraf- og
dampskibsanløbssted) med 122 indb. paa sydsiden af øen Store
Molla i Vestfjorden, Vaagan herred. Nordlands amt.
Ved været opfiskedes i 1904 2275000 stykker skrei. The
Altrich guano co. ltd. (engelsk) har fabrik i dette vær.
Bretwalda, d. e. briternes herre, titel, som af enkelte
angelsachsiske historieskrivere føies til deres kongers
navn, naar disse har været særlig mægtige.
Breughel, se Brueghel.
Brev (af lat. brevis el. breve, kort sendelse).
1. (Hist.). I den ældste tid skede en saadan henvendelse ved
indridsning i træ-, sten- eller lertavler. Hos ægypterne blev b.
skrevet paa papyrus eller potteskaar. Inderne og kineserne
skrev paa palmeblade. Hos grækerne og romerne skrev
man i regelen paa trætavler, som kunde foldes sammen,
og hvis indre sider var beklædt med et vokslag; man
skrev med en spids metalgriffel. — Hos romerne
begyndte b. i regelen med en staaende formel, f. eks.
Cicero Attico S(alutem) D(at) S(i) V(ales) B(ene) E(st)
E(go) V(aleo), «Cicero sender Atticus sin hilsen. Hvis
du har det godt, er det godt, jeg har det godt». Naar
b. var skrevet, blev tavlen foldet sammen og ombundet
med en snor, paa hvis knuder der sattes segljord fra
Kreta. Til hemmelige skrivelser brugte lakedæmonerne
følgende fremgangsmaade: om en stok af særlig art
vikledes en læderrem; paa denne skreves meddelelsen
paa langs; kun den, hvis stok var magen til
afsenderens, kunde læse meddelelsen. Romerne brugte
cifferskrift; Cæsar f. eks. brugte det fjerde bogstav efter
det, han skulde bruge. Omkring aar 0 anvendtes
ogsaa papyrus i Rom, fra det 3 aarh. e. Kr. anvendtes
pergament, fra det 14 aarh. papir. Segljorden afløstes
af voks, dette atter af det fra Kina indførte lak.
1624 opfandtes oblater. I ældre tid foldede man b.
sammen, saa en ubeskrevet side vendte ud, og forseglede
det; nu anvendes den 1820 i England opfundne konvolut.
Den nyeste form for et b. er b.-kortet, som opfandtes
af den tyske generalpostdirektør H. v. Stephan omkr.
1870. — Betegnelsen b. brugtes i middelalderen om
mindre vigtige skrivelser (modsat bullen), der udstedtes af
paven. De var lukket og forseglet med fiskeringen (s. d.).
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
