Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bugge ... - Ordbøgerne: D - drag ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han allerede i 1856 (fortsat de følgende aar) med
stipendium havde bereist Telemarken for at samle
folkeviser og sagn, fik han i 1858 et ekstraordinært
udenlandsstipendium. Han opholdt sig nu en længere tid
i Kjøbenhavn, hvor han studerede sanskrit under
Westergaard og klassisk filologi under Madvig og
desuden afskrev gamle islandske haandskrifter. Derefter
studerede han en tid i Berlin germansk filologi under
Moritz Haupt og sanskrit under Weber. I 1860 blev
han universitetsstipendiat og i 1864 ekstraordinær lektor
i sammenlignende sprogvidenskab, i 1866 ekstraordinær
professor i samme fag og tillige i oldnorsk. Den første
frugt af B.s arkivstudier i Kjøbenhavn var hans
ypperlige udgave af Sæmunds Edda og af enkelte sagaer.
Sin største berømmelse vandt B. ved sin runeforskning
og ved sine studier over eddadigtningens tilblivelse.
I runetolkningen tog han en ledende del og staar sammen
med L. Wimmer som denne forskningsgrens ypperste
repræsentant; ved sine studier paa dette omraade har
han lagt 4—5 aarhundreder til vor stammes historie.
Hans arbeide her foreligger i mange afhandlinger og
nu ogsaa i hans store verk «Norges indskrifter med de
ældre runer» (1 bd., 1891—1903, 2 bd., under medvirkning
af M-agnus Olsen, ved forfatterens død ikke afsluttet).
I 1880 fremsatte han sin berømte teori om eddamyternes
tilblivelse (antydet allerede i 1876). Hans mening
finder vistnok endnu stadig adskillig modstand, men
mindre og mindre, og synes sikkert at skulle hidføre
en fuldstændig forandring i det syn, man hidtil har
havt paa disse digte. B. beviser af sprogformen, at
intet af dem i sin foreliggende form kan være ældre end
9 aarh., og søger saa i det enkelte at eftervise, at en stor
del af det sagn- og mytestof, som her er poetisk behandlet,
ikke skriver sig fra nogen germansk urtid, men stammer
hovedsagelig fra antike og kristelige kilder, som er naaet
til vikingerne gjennem irer og tildels angelsachser. Dette
er B.s bekjendte «Studier over de nordiske gude- og
heltesagn», 1 række 1881—89. Den samme tanke har han
videre forfulgt i «Bidrag til den ældste skaldedigtnings
historie» (1894), «Helgedigtene» (1896) og «Norsk
sagafortælling og sagaskrivning i Irland» (1901). Foruden
paa disse to hovedfelter fordelte B.s arbeide sig paa en
mængde andre, uden at en tiltagende øiensvaghed
hindrede ham synderlig. Han var en af de sidste
vidtfavnende filologer, som spænder over hele sin store
videnskab. Han har udgivet norske folkeviser og
efterforsket deres og andre nordiske visers historie (foruden
i særskilte afhandlinger i en lang række bidrag til
S. Grundtvigs «Danmarks gamle folkeviser»), han har i
talrige afhandlinger givet bidrag til oldnorsken og andre
germanske sprogs etymologi og lydhistorie, han har
skrevet om norske og svenske nutidsbygdemaal, om
runeskriftens oprindelse, om germansk heltedigtning og
gammellatinske komedier, om latinske middelalderskrøniker
og angelsachsiske og oldtyske digte, om nordiske
person- og stedsnavne og om keltisk tradition og
aandskultur. Paa den sammenlignende sprogforsknings felt
virkede han som en sjelden skarpsindig etymolog; han
har behandlet olditaliske sprog og gammel latin og givet
vigtige bidrag til etymologisk forklaring af armenisk.
Han har ogsaa deltaget i det etruskiske studium; her
hævdede han den hele tid sprogets indoeuropæiske
karakter, om end paa skiftende grundlag, idet han først
antog nært slegtskab med italiske sprog, senere søgte
slegtskabet i armenisk. Ogsaa et andet uddøet sprog,
lykisk, har han efterforsket og ligeledes hævdet dette
som indoeuropæisk. Ogsaa i den norske sprogstrid deltog
B. et par gange. Hans sympati heldede i begyndelsen
mod Ivar Aasens landsmaal (han har endog selv dannet
en fra denne lidt afvigende normalform for udgivelse af
folkeviser: Barfods «Folke», 1859), men i sine senere aar
traadte han flere gange afgjort ind for det dansk-norske
skriftsprogs ret. Saa overordentlig omfattende B.s
forfatterskab var, samlede det sig dog med sin hovedtyngde
om Norge og Norden. Ved sin 60-aarige fødselsdag
udtalte han selv: «Jeg har arbeidet først og fremst med
tanken paa mit elskede fædreland, men med bevidstheden
om, at jeg, hvis jeg kunde udrette noget, tillige
arbeidede for hele Norden.» Nerven i B.s begavelse var
en digterisk fantasi, som sammen med lærdom skjænkede
ham en kombinationsevne, der ofte kunde virke
som et seerblik. B.s personlighed havde en ridderlighed,
en stille varme og en eiendommelig harmoni, som tildrog
alle, ikke mindst hans elever. B. var medlem af en
mængde udenlandske akademier og vidensk. instituter
og modtog i aarenes løb talrige andre æresbevisninger.
I anledning af B.s 70-aars fødselsdag (5 jan. 1903) blev
efter indbydelse af en del af hans kollegei og elever
samlet en kapital paa 8000 kr., der under navn af
«Sophus Bugges legat» anvendes til stipendier for unge
lovende filologiske Studerende eller kandidater,
fortrinsvis til studium af nordisk filologi, historie eller
oldtidsvidenskab ved andre nordiske universiteter.
Bugge, Frederik Moltke (1806—53), n. skolemand,
søn af eftern. biskop P. O. B., var fra 1833—51 rektor
ved Trondhjems katedralskole. Foretog med offentlig
understøttelse i 1836—37 en reise til Tyskland og
Frankrige for at studere skolevæsen, hvorom han har skrevet
en læseværdig indberetning. Var nogle aar præses for
Videnskabernes selskab i Trondhjem.
Bugge, Fredrik Wilhelm Klumpp (1838—96),
n. teolog, søn af rektor F. M. B., blev efter at have taget
alle sine eksamener med udmerkelse 1863 universitetsstipendiat
i teologi, 1867 sogneprest til Holmestrand,
1870 professor i teologi (nytestamentlig eksegese), 1873—79
tillige lærer i kateketik for de teologiske kandidater,
1894 biskop i Kra. B., der som ekseget var en discipel
af den bekjendte v. Hofmann, var en udmerket
universitetslærer, der bidrog meget til at hæve studiet af det
nye testamente ved vort universitet, saavel som hos den større
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
