Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Seksogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
wai.ter scott
Yderlighed, der hos en Mand med hans stolte Karakter syntes næsten
overnaturlig.
»Vilde det ikke være rigtigt, mine Brødre,« sagde Stormesteren, »om
vi anstillede nogle Undersøgelser om denne Kvindes tidligere Liv og
Vandel, navnlig for at vi kan opdage, om hun er en Person, der kan
antages at benytte magiske Trylleformler og Trolddomskunster, efterdi de
Sandheder, vi har hørt, vel kan gøre os tilbøjelige til at antage, at vor
vildfarende Broder i denne ulykkelige Begivenhed er bleven paavirket
af djævelsk Forlokkelse og Bedrag?«
Herman af Goodalricke var den fjerde tilstedeværende Præceptor;
de andre tre var Conrad, Malvoisin og Bois-Guilbert selv. Herman var
en gammel Stridsmand, hvis Ansigt var fuldt af Ar efter Sabelhug af
Muselmænd, og som havde høj Rang og nød stor Anseelse blandt sine
Brødre. Han rejste sig og bukkede for Stormesteren, der straks gav
ham Tilladelse til at tale. »Jeg ønskede at vide, højærværdige Fader, af
vor tapre Broder, Brian de Bois-Guilbert, hvad han siger til disse
forunderlige Beskyldninger, og med hvilket Blik han nu selv betragter sit
ulykkelige Samkvem med denne jødiske Pige.«
»Brian de Bois-Guilbert,« sagde Stormesteren, »du hører det
Spørgsmaal, som vor Broder af Goodalricke ønsker, at du skal besvare. Jeg
befaler dig at svare ham.«
Bois-Guilbert vendte sit Hoved om imod Stormesteren, da han
tiltaltes saaledes, men vedblev at være tavs.
»Han er besat af en stum Djævel,« sagde Stormesteren. »Tal, Brian
de Bois-Guilbert, jeg besværger dig, ved dette vor hellige Ordens Symbol.«
Bois-Guilbert gjorde en Anstrengelse for at bekæmpe sin vaagnende
Foragt og Harme, om hvilken han vel vidste, at det ikke kunde nytte
ham stort at give den Luft. »Brian de Bois-Guilbert,« sagde han, »svarer
ikke, højærværdige Fader, paa slige taabelige og ubestemte
Beskyldninger. I Fald hans Ære krænkes, vil han forsvare den med sin Krop og
med dette Sværd, der ofte har kæmpet for Kristendommen.«
»Vi tilgiver dig, Broder Brian,« sagde Stormesteren, »skønt det, at
du i vor Nærværelse har gjort dig til af dine krigeriske Bedrifter, er en
Lovprisning af dine egne Handlinger og skriver sig fra den Onde, der
frister os til at ophøje os selv. Men du har vor Tilgivelse, da vi skønner,
at du mindre taler af egen Drift end efter Indskydelse af ham, hvem vi,
om Gud vil, vil betvinge og udjage af vor Forsamling.« Et haanligt Blik
lynede frem fra Bois Guilberts sorte, vilde Øjne, men han svarede ikke.
»Og nu,« vedblev Stormesteren, »siden vor Broder af Goodalricke’s
Spørgsmaal er blevet saa ufuldkomment besvaret, lad os da fortsætte
vor Undersøgelse, mine Brødre, og med vor Skytspatrons Bistand vil
vi trænge til Bunds i dette Syndens Mysterium. Lad dem, der har noget
at vidne om denne jødiske Kvindes Liv og Vandel, træde frem for os.«
Der opstod nogen Uro i den nederste Del af Hallen, og da Stormesteren
spurgte om Aarsagen dertil, blev der svaret, at der mellem Mængden
var en Mand, der havde været syg og sengeliggende, men hvem Fangen
ved en vidunderlig Balsam havde gengivet den fulde Brug af hans Lemmer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
