Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122,
«Lad saa fædres faner smuldre
i sin blege pragt;
friske krav paa slægtens skuldre
har dens aander lagt.
Nystemt vaarsang er at hore
gjennem tiden gaa; —
lydhørt er en sangers øre;
nyn maa han forstaa.
Sangerskaren er de unge,
og i folkets sind
sangerhvervet er at sjunge
nye tider ind.
Lyt med os mod det, som vorder;
lyt mod gryets nyn ;
og fornemmer I akkorder,
der slaar ned som lyn, —
blæs til samling da i luren
mod den norske skog!
Vi skal komme ! Grænsemuren
hæmmer ei vort tog.»
En smukkere og større opgave kunde digteren
ikke have stillet de norske og svenske studenter.
Men han vidste godt, at hans røst vilde klinge
ensomt ved mødet, at den ildnende opfordring
vilde drukne i feststemningens fraseflom. Det
var fortiden og ikke fremtiden, som skulde føre
det store ord ved festen. Dette at man i 1875
endnu spiste og drak og sang og talte for et
enigt Norden, akkurat som man havde gjort 30
aar i forveien, at tnan trods alt, hvad der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
