Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
egen broder med hud og haar! Hendes
medskyldige blev der, hvor han var. Og nu
begyndte studentens trængselstid. Efter nogle
dages forløb var spurveflokken paa gaarden
nedskudt. Bogfinkerne og de øvrige
smaafugle i de nærmeste lunde sang snart paa sit
sidste vers. Saa kom turen til kraaker og
skjærer rundt omkring paa markerne. Og den
fugletomme cirkel omkring gaarden blev dag
for dag større og større, mens høgeungerne
uafladelig skreg for mad. Studentens
jagtstøvler sang ogsaa snart paa sidste vers, og
selv begyndte han at blive mistænkelig mager
og hulkindet. Nu fandtes der ikke en fugl i
en halv mils omkreds, og de stakkars
vetskræmte og „skadeskudte fugle“, som han lod
friste en kummerlig tilværelse oppe i de
fjerntliggende aaser, var det ei længer tale om at
komme paa skud. Saa solgte han endelig
forbrydersken til en kamerat, der samme dag
tog hende med til Kristiania, hvor han fik
ikke mindre end 37 kroner for hende; han fik
det i sølvtøi forresten. Nu vilde han ogsaa
til byen og sælge den sidste af høgeungerne.
Han vilde da have mindst 40 kroner, han,
som havde havt saa meget bryderi og slidt
ud et par nye jagtstøvler. Men der var ingen,
som vilde kjøbe den. Den sidste, han
henvendte sig til, var direktør Jacobsen paa
Tivoli; men selv han, der ellers har brug for
saa mange rare væsener, vilde ikke have den.
Nu var der intet valg længere. Høgeungen,
som havde siddet hjemme paa smal kost,
maatte skydes. Til den ende aabnede
jeg døren til dueslaget, mens studenten sprang
ind efter sit gevær. Da kan kom ud igjen,
sad høgen allerede i toppen af en stor ask.
Førend studenten fik tid til at fyre, lettede
høgen tilfældigvis og fløi bort paa
klokkehustaget. Omtrent en alen under den hang en
svær malmklokke. Saa kom det spændende
og afgjørende øieblik. Gaardens folk kom til,
kvinder, mænd og unger. Studentens moder
og søster samt 2 Kristiania-damer, som var paa
besøg, holdt hænderne op for ørene, mændene
bukkede sig forover med store nyver i
panden, alle rædde for smelden. Studenten satte
venstre foden frem og saa sig om med
høitideligt alvor, slængte saa geværet uvørent til
kinden og trykkede løs. Et forfærdeligt smeld
og en klokkeringning som til begravelse. Da
røgen lettede, saa vi høgeungen en kilometer
borte pile afsted med en kraft og lethed, som
forbausede mig. Havde den ikke lært at flyve
før, saa lærte den det nu. Tilsidst saa vi den
som en flue langt borte i et andet prestegjeld.
Og jonsokdag var saa fager en dag
med sommer og sol.
Og sisken tralled’ og gjøgen gol,
og maaltroslen sang: „kvivit tilleti!“
under løvets tag
i den lyse li.
Og jonsokdag saa vandred’ vi ud
til den grønne lund
i flok og følge en formiddagsstund.
For jonsok-dag stod jeg jonsok-brud
med krone og krans
under jubel og dans;
— hej hop, hurra,
tralalalala!
Og næste aar
er det atter vaar
med jonsok-bryllup til sanktehans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
