Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
visste det — at med bende hadde slikt aldrig det
mindste paa sig —:
Men om hun hadde været slik at hun kunde snydt
Gunvald — om det hadde været en fremmed unge
hun holdt paa at prakke paa ham —
Hun graat av forbitrelse og avmagt. Og hun
klamret sig til sin vrede som den var et vern mot
den store, tunge sorg som kjæmpet sig op mot lyset
fra det dypeste inde i hende —. Fra tid til anden
gjorde det vondt i ryggen endda, og hun fraadset
i tanken — om det gik galt med hende nu, om de
døde baade ungen og hun —. Saa kunde han ha
det saa godt, naar han husket, hvordan han hadde
været mot hende den sidste gangen han saa hende —.
Han kunde slippe hende, siden han syntes hun
var saa egenraadig — Hun kunde la være at bry
sig for hans skyld. Det raket ikke hende om jent-
ungerne hans la sig i lorten. Om hun nu hadde
vækket Gunvald den natten isommer, saa han hadde
faat se med sine egne øier det hun saa — hvordan
Mathilde hadde staat med den krøllede betjenten
fra butikken til Hellesæths og latt han klemme sig
optil gjærdet —. Puss, han hadde vel syntes det
var som det skulde være — at hun slegtet paa den
fine mora si som Emma altsaa ikke var god nok
til at faa nævne med sin mund —-.
Aanei, hun skulde visst ikke være saa egenraa-
dig mére at hun skjulte for Gunvald det hun var
ræd han skulde bli lei for — og nøiet sig med at
formane den filletøsen næsten med graatende taarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
