Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE BILDENDE KUNSTER
on skomagers mesterstykke skulde bedommes i laugsvesenets dage. valgte man ikke
snedkere og smede til dommere. Slig bar man sig bare ad i kunstforeningen, mente
kunstnerne, og derfor var ogsaa resultatet slig, som det ofte var, paastod de.
Hvad det gjaldt, var at faa lagt kunstforeningens autoritet i de rette hænder,
med andre ord at faa valgt kunstnere ind i direktionen; thi kunstnerne var de eneste,
som virkelig f’oi-stod sig paa kunst; de var de eueste, som burde have den a I gjørende
myndigbed i kunstneriske anliggender.
Og saa begyndte da en rent politisk kamp om kunstforeningens erobring, en
kamp, der begyndt« med et forsøg paa overrumpling fra kunstnernes side og snart
antog karakteren af en aaben feide, der blev fort med stor heftighed fra begge sider
og varede i flere aar.
Kunstforeningens bestyrelse var nemlig ikke folk, der rommede marken ved
det förste kampsignal; de vidste, at deres fæstning var stærk, at dens mandskab var
talrigt og paalidelig^ og de var fuldt overbevist om, at de havde den soleklareste
ret, naar de ikke vilde taale nogen kunstner indenfor voldene.
Kunstforeningen var et privat aktieselskab med det formaal at indkjøbe
kunstværker og fordele dem blandt, medlemmerne, paastod de. Deu havde
intetsomhelst med at varetage kunstens tig kunstnernes interesser; det var kun
aktionærernes interesser der var tale om. Deres smag gjaldt det at træffe ved indkjobene,
deres mening var det, som skulde repræsenteres ved bedømmelsen af, hvorvidt et
billede burde udstilles eller ikke.
Efter beftige debatter sluttede medlemmerne sig gjentagne gange til denne
opfatning uied stor majoritet, og kunstnerne lærte saaledes snart, at ved aaben kamp
vnr der intet at vinde. Det eueste, som var at gjöre, var at sulte fæstningen ud,
og med det maal for oie sluttede en bel del kunstnere en overenskomst om ikke at
sende billeder til kunstforeningen, saalænge der ikke var truffet en ordning, soui de
fandt at kunne gaa ind paa. Det var altsaa en komplet strike eller rettere sagt en
blokade, som det beder i det tekniske socialistsprog.
Havde kunstforeningen været rigtig aktiv, vilde den selvfølgelig have faaet
i stand udstillinger af fremmede kunstværker, gjort sine indkjøb blandt dem og
saaledes vist, at uaar kunstnerne kunde undvære foreningen, kunde foreningen ogsaa
nndvære kunstnerne. Blokadens endelige udfald kunde da have været tvivlsomt nok.
Men denne aktivitet manglede heldigvis foreningens bestyrelse. Den gjorde
vistnok et forsøg i «len antydede retning, idet den til udlodningen indkjobte baade
franske, tyske og danske billeder. Men forsoget var mat, og udfaldet var ikke videre
heldigt. De tildels i dyre domme indkjobte fremmede billeder gjorde ikko synderlig
— U3 —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
