Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5. UROEN.
Fra nu av var det som om den fremmede hørte
til der i huset. Mor-Anna saa paa hende som et godt
barn hun hadde faat i pleie. — Jo saa ogsaa ofte paa
hende og tænkte sit, skjønt han intet sa.
Nu var der intet andet synderlig rart ved hende
end at hun ikke kunde snakke. Hun begyndte dog
snart at opfange enkelte ord og fraser, og utover
vinteren lærte hun meget, især av kortere ord og
vendinger og saa navn paa tingene. — Det kunde bli
frygtelig morsomt naar hun sommetider la i vei og
skulde snakke. Naar de saa lo til hendes keitede
forsøk og ravgale uttale, blev hun rød, la over i et
fremmed sprog de ikke forstod et muk av, men som
fløt saa let over hendes læber som vand utover en foss.
Navn hadde de ikke paa hende. Naar de snakte
om hende, var det altid "ho".
Men saa en kveld de sat der i stuen, og hun var
paa tale, skjønte hun at de snakte om hende, og at
det var hende de kaldte "ho". Da utbrøt hun plud-
selig:
"Zalma! — Zal-ma — — — Heita Zalma!"
Dette syntes de gamle var et rart navn paa et
menneske. Men for Nils, slik som hun nu sat der og
sa det selv, klang det som en dyp fiolintone med
meget i.
Da hun hadde sagt det, lo hun overgivent. Og
da de saa prøvde at sige navnet efter hende, og den
fremmede lyd blev sittende fast i halsen paa dem, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
