Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordboernes Sind.
167
Naturforholdene heroppe gennem Nedarving formet Sind,
skikkede til sejgt at omslutte.
Naturen selv, med dens langstrakte
Overgangs-Aarstider, fyldte med Graavejr, Slud og Kulde, var jo
som en tyk Beholder for Aarets to smaa Kærner,
virkelig Sommer, virkelig Yinter. Selv hver enkelt Dag
havde sit lange, dobbelte Tusmørke. Trods den
drævende Tværhed var dog Alt omskifteligt, Intet til at
lide paa. Midvinter kunde med Et blive solblank og
med maanebelyst Sne; Midsommerens Fryd gaae tabt
i graasløret Regntid. Fra Slægt til Slægt gennem
umindelige Tider var man saaledes bleven vænnet til
aldrig at stole for sikkert paa noget, hvad Vejrlig angik.
En vis graa i graa, veg og tykskindet Nøjsomhed var
bleven Grundpræget i Sindet. Og oven over dette
Grundpræg laa som mere eller mindre bevidst Tro,
trængende igennem hvilken Religion, man end bekendte
sig til, en Forvisning om, at Alt gik, som det skulde.
En egen dunkel, stærk, dvask Magt, en Skæbne eller
hvad man vilde kalde det, styrede Alt. Det var den,
der gjorde selv den sikreste Beregning af Vejrlig og alt
andet Udfald til Skamme; det var den, der godlidende
kunde pynte et fattigt Øjeblik med Solskær, satte Maal
for Lykken. Grænse for Pinen. Alt eftersom denne
Tro var groet paa Klippegrund. Sletteland eller en
Blanding af begge, gav den Sindets sejge Sider Haardhed
eller Bøjelighed, gjorde det graablaa Blik hvast eller
mildt udvandet. Men alle Sind gav den ligesom en
dobbelt Bund, en øverste nær Overfladen og en anden
dybt nede, i Pagt med det Uudsigelige.
Denne nordiske Form for Sind var særligt skikket
til at huse Tidens to modsatte Former for Tankegang.
De behøvede ikke at støde sammen, saa længe de vare
anbragte paa rette Maade, Naturglæden ved Overfladen,
Djævlefrygten nede i Tungsindets Dyb. Naturglædens
Ild blev herved gennemfugtet af det Dagligdags’
Vand-tunghed. Og nede i det dunkle Dyb gled selv Djævlens
mørke Skikkelse stundum i Et med Skæbnens ubestemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
