Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Schandorph, S. Pierre Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
Nr. 2.
Isen var brudt, Strømmen svulmede frit. Fra
Spaniens Drama vendte Corneille sig til den romerske
Historie. Renæssancen havde fra Italien udbredt
Beundringen for den romerske Oldtid over alle de Lande,
der tog Del i Civilisationens Kaplob. Beundringen
blev mere og mere kritikløs. Man tog f. Fx. Livius
au sérieux som Historieskriver og syntes ikke, at der
var noget i Vejen for, at Heltene fra den ældre
Republiks Tid vare saa drevne i Rhetorik, som han fører
dem frem for os i de favnelange Veltalenhedsprover
i direkte eller indirekte Tale. Den Manér at skrive
Historie paa optoges jo allerede for godt og vel
hundrede Aar for den Tid, vi nu tale om, af Guicciardini
i Italien og efter ham af mange andre. Græsken blev
kvalt under Latinens Enevælde; Horats og Virgil
beundredes mere end Homer og de græske Tragikere.
Endnu er jo Troen paa, at Augustus’ Tid, Lovbrudets
og Troløshedens Tid, den moralske Oplosnings Tid,
literært sét, var en Guldalder, ikke uddød, endnu er
der vel dem, som finder en større Historieskriver i
Livius end i Tacitus, om ikke af andre, saa af
grammatiske Grunde. Paa Corneille« Tid var der endnu ikke
opkastet Tvivl om det Dogme, at den augustæiske
Periodes Drivhuspoesi var det Ideal, den moderne
Digtning skulde stræbe op imod; nu findes der vel
ikke et Menneske, som tror paa det.
De Helteidealer, man havde draget ud af Roms
Historie, traf sammen med Cöraeilles. Hans Sans for
en kølig, pompøs Storhed, for Krigerhæder og politisk
Vælde blev hele Frankrigs under Ludvig NIV.;
Galanteriet kom han aldrig med til; hans langt yngre
Medbejler Racine var det forbeholdt at bringe dette sin
Nations Ideal paa Scenen.
Sainte-Beuve, den moderne Kritiks Fader, siger i
sine Literære Kritiker og Portræter :
Corneilles Personer ere store, ædelmodige, tapre,
helt udad vendte, med højt løftet Hoved og ædelt
I Ijærte. For største Delen opfødte i stræng Tugt føre de
uophørligt i Munden Grundsætninger, som de ordne
deres Liv efter; og da de aldrig fjærne sig fra dem,
er det ikke svært at faa fat paa dem; et Øjekast er
nok, hvad der næsten er det modsatte af Shakespeares
Personer og de menneskelige Karakterer i dette Liv.
Hans Heltes Moralitet er pletfri. man beundrer og
ærer dem som Fædre, Elskere, Venner, Fjender. Paa
de pathetiske Steder slaa de ind i ophøjede Toner,
som rive med og faa én til at græde. Men hans
Rivaler og hans Ægtemænd have under Tiden et Stænk
af Latterlighed ved sig . . . Hans Tyranner og
Stifmødre ere ud af ét Stykke som hans Helte, onde
fra en Ende til en anden, og dog hænder det dem
under Tiden ved Synet af en skjøn Handling at gjøre
helt omkring og pludselig vende tilbage til Dyden . . .
Corneilles Mænd ere formalistiske og ømtaalige; de
kives om Etiketten; de ræsonnere vidt og bredt og
disputere højrøstet med sig selv, endog midt i
Lidenskaber . . . Hans Heltinder . . . ligne næsten alle
hverandre: Deres Kjærlighed er subtil, sammenlavet,
destilleret og kommer snarere fra Hovedet end fra
Hjærtet. Man mærker, at Corneille ikke kjendte meget
til Kvinden . . . Efter min Mening ligger Corneilles mest
udmærkede Fortjeneste i hans Stil ... Digterens
Pensels-strøg er haardt, strængt, kraftigt. Der er lidet
malerisk, liden Farve i denne Stil. Den er varm, snarere
end funklende, gaar gjærne over i det abstrakte, og
Fantasien viger for Tanke og Ræsonnement.
Nej, at sé Menneskevæsenet i sin kunstige
Sammensætning, psykologisk at fordybe sig i en
Menneskenaturs Modsætninger, at gribe det tilfældige, det
ulogiske. Lunet og Stemningen laa ikke for
Franskmændenes klassisk anlagte Aand, mindst laa det for
Corneilles. Den Aand har Trang til at simplificere,
at opklare, at beskære, at ordne, at rubricere. Den
holder ikke af Billeder, thi Billedet tilslører og fordunkler
Tanken. For saa vidt var Corneille, denne Aands
tidligst modne Repræsentant paa Digtningens Omraade,
en sund Reaktion mod den spansk-italienske snørklede
Billedstil, mod de kjælne eller affekterede
Om-skrivninger. den lange Dvælen ved Bagateller, dens
Tanketomhed og Flovhed, den vamle Sukkersodhed og
kvindagtige Smægten, som denne Stil var Udtryk for.
Paa sin Vis bekæmpede Corneille det précieuse Væsen
lige saa kraftigt som Moliére. Kort sagt: Det store
Fremskridt, som han betegner, er, at i Poesien store,
almengyldige Ideer — Patriotismens, Modets, den
sædelige Højheds, den mandige Æresfølelses, Religionens
Ideer — besynges med ærlig Begejstring gjennem deres
ureflekterede Organer, Dramaets Personer.
Sammenlign dog en Gang de oversatte Repliker med Vaas
som det følgende. Det er taget af Théophile Viauds
(1590—1626) Pyrame et Thisbé . Det er Stilen fra
Hotel Rambouillets Alkover:
TinsBÉ.
Det er tilladt, Pyrame, rlu bedste blandt alle,
tiet er tilladt din Thishe sin Sjæl dig at kidde.
l)og hvad siger jeg? Sjæl 1 Nej urigtigt del lød.
thi inin Sjæl bringer Liv, og du bringer mig Død,
men den Død, sum din Elskov init Hjærte har givet,
er den eneste Gave, som jég kalder I.ivet.
Da Pyrame gaar hen til Væggen, peger han paa
Revnen, hvorigjennem han vil tale med sin elskede
og siger:
O grumme Forøddrel Trods al eders Tvang
vore frygtsomme Ruster sig bore en Gang;
her kan vore Hjærter sig aabne saa rolig,
her kan vore Viljer kysses fortrolig.
Af Medynk har Mannoret spaltet sig hist;
tyranniske Fædre, af Harme nu brist I
Se selv disse Mure bar. rørt ved vor Smerte,
lil l.ufl for vor Ild lukket op deres Hjærte.
Gaar man saa til Corneille, er det dog som man fra
et Galehus kommer ud blandt fornuftige Omgivelser.
III.
De Idealer, som Corneille havde draget ud af
den romerske Historie, digtede han over først i
Tragedien »Horaca, saa i C inna*, begge fra 1639.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
