Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 3. 19. Oktober 1884 - Urbanus. Fra Byen. Ouverture - Ward, Artemus. Et Frieri, ved I. S. - Ward, Artemus. Marion. En Roman efter fransk Mønster. Ved I. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
HJEMME OG UDE.
Og hvor kan man paa den anden Side ikke
blive rort over at aabne Doren ind til den Kafé,
hvor man plejer at drikke sin Absinth, og se alt, lige
til Spyttebakkernes Plads og Opvarternes Buk, saa
aldeles ved det gamle, trods den lange Adskillelse.
Eller mon ikke mangen ung Dames Hjærte har
faaet travlt bag hendes Korset ved Synet af det
sidste Bals sammenbyltrede Kjole, der med alle Tegn
paa utaalmodig Hast ligger henslængt paa Bunden
af Skabet? Mon ikke en bankende Feber-Rodme
farver hendes Kinder, naar hun aabner det hvide
Paplaag for Fjerblomsternes, Balkortenes og Vifternes
Gjemme med denne svage, hengjemte Duft af
Parfume — netop stærk nok til at vække hos hende
lykkelige Minder om Lys og Musik, Champagne-
knalden, Latter, Smil og et lille blondt Overskjæg.
Thi man har længtes — alle har man længtes
derude paa de romantiske Skovskrænter og i de
idylliske Fiskerlejer.
Selv dér, hvor man havde faaet sig indrettet en
«Østergade langs Strandkanten, med Promenade fra
2—4, har man i den sidste Maaned smægtende fulgt
hvert lille gult Blad og utaalmodig talt Timerne til
den Dag, da man anstændigvis atter kunde lade sig
se med sin Flyttevogn i Byens Gader.
Fisketurene paa Soen, Blomsterne, Klitten, Skoven
og Havet — alt druknede i den ene store Længsel
inc! mod Blomstringen under Byens Gassole og
elektriske Maaneskin.
Mindre Historier.
II. Et Frieri.
Ai Artemus Ward. Ved /. S.
Der var meget, som talte for, at Betsv Jane og jeg skulde have
hinanden. Hendes Kaders Forpagtergaard stødte op til vor; dens
Kuer og vore slukkede deres Torst i det samme Kaer; vore gamle
Krikker havde begge Stjert i Panden; vi fik Mæslinger paa samme
Tid i begge Familier; vore Forældre — Betsys og mine — sov
regelmæssig hver Sundag i den samme Kirke, og Naboerne plejede at
bemærke: »Hvor dog Wards og Peasleys kommer godt ud af det sammene.
Det var et ophøjet Syn om Foraaret at se vore respektive Mudre —
Betsys og min — med opkiltede Kjoler for ikke at sole sig til i kjærlig
Forening koge Sæbe sammen og skjælde Naboerne ud.
Uagtet jeg higede stærkt efter Gjenstanden for min Kjærlighed,
havde jeg dog ikke Mod til at fortælle hende om den Ild, der rasede i
min mandige Barm. Hver Gang jeg vilde forsøge derpaa, hang min
Tnnge fast ved Ganen lige som en Landsbypostmester ved sit Kontor,
og mit H|ærte bankede mod Ribbenene som en gammel Plejl mod en
Ladedør.
Det var en stille, varm Juniaften. Hele Naturen var bragt til
Tavshed, og ikke en Lyd afbrod den højtidelige Stilhed. Jeg sad med
Betsy Jane paa Gærdet af hendes Faders Eng. Vi havde strejfet om
i Skovene, plukket Blomster og moret os med at jage Fuglene op fra
deres Reder.
Jeg tvivler ikke om, at vi saa meget enfoldige ud. som vi sad dér
og dinglede med Benene, lige saa rode i Hovederne som vor
Landsbyskole, da den var nymalet. Med min venstre Arm havde jeg nok at gjøre
for at holde Balance paa Gærdet, og min højre var kjærlig slynget
om hendes Liv.
Jeg rommede mig og sagde med bævende Stemme:
/ Betsy, du er en Gaselle!«
Jeg syntes, det var fint sagt, og jeg ventede paa, hvad Virkning
det vilde gjöre paa hende. Meget rort var hun ikke, for hun rejser sig
pludselig op og siger:
»Du er et Faar!»
»Betsy», siger jeg, »jeg tænker saa gruelig meget paa dig.r
»Kom ikke med saadan Snak. jeg tror ikke et Ord af, hvad du
siger!» Med denne Bemærkning puffer hun til mig.
»Jeg vilde ønske, der var Vinduer ind til mit Hjærtes Kammer»,
siger jeg, »for at du kunde se lidt af mine Følelser. Her er Ild nok
her inde», siger jeg og slaar mig med Næven paa Brystet, «til at koge
alt det Oxekjod og alle de Roer, der findes i hele Nabolaget.»
Hun bøjede Hovedet og begyndte at pille ved sit Hattebaand.
»Betsy, du gjor dig heller inden Idé om alle de sovnlose Nætter,
jeg har tilbragt for din Skyld. Jeg bryder mig slet ikke mere om god
Mad, og det er skrækkeligt, saa jeg falder af. Se en Gang, hvor
Klæderne hænge paa mig, og hvor hule mine Kinder er–>
Rimeligvis var jeg bleven ved paa samme Maade i længere Tid,
for nu havde jeg faaet Munden paa Gled: men ulykkeligvis tabte
jeg Balancen og faldt ned paa Engen, rev mine Klæder i Stykker og
slog mig i del heie taget alvorligt.
Betsy Jane kom mig hurtig til Hjælp og halede mig op. Derpaa
rettede hun sig i sin fulde Højde og sagde:
»Jeg vil ikke længer hore paa dit Vrøvl. Sig lige ud, hvad du
vil. Mener du, vi skal gifte os, saa er jeg med!
Jeg betragtede dette som ren Besked, og vi gik øjeblikkelig hen
til Præsten og blev Mand og Kone den selv samme Aften.
• •
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
