Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
355
Han saa bedrøvelig ud i disse Øjeblikke; hans ellers
rolige og noget kolde Ansigt var vansiret af et Udtryk af
fuldstændig Fortvivlelse, Aarerne i hans Pande svulmede, alt
Blodet var steget ham til Hovedet. Skæbnen havde
aabenbart givet ham et af hine Slag, som paa en Gang ødelægge
Ungdommens kjæreste Forhaabninger, berøve den Vilje- og
Handlekraft og Troen paa sig selv og derpaa gjøre Mennesket
til et Væsen, som vel ser Nødvendigheden af at leve for sig,
men selv ikke véd, hvorfor eller hvortil. Kalinovitsch gik slet
ikke hen til Godnievs den Dag, skjønt Kusken kom og
indbød ham til Te. Hele Aftenen og den største Del af Dagen
gik han op og ned i sit Værelse, drak uafladelig Vand, og da
han næste Dag kom paa Skolen, saå han saaledes paa Pedellen,
der stod i Forstuen, at dennes Bén begyndte at ryste, mens
hans Hænder af sig selv lagde sig paa Buxesømmen, og
Rumianzoff, hvis Drenge havde spillet ham et Puds, fik en
slem Scene.
Hos Godnievs ventede man imidlertid Kalinovitsch med
Utaalmodighed og lidt Uro.
Kaptejnen mødte paa samme Tid som sædvanlig, hilste
paa sin Broder, satte sig paa sin sædvanlige Plads og tændte
sin Pibe.
Nastja, Nastja! udbrød Peter Mikailovitsch.
»Ja, Fader! r svarede hun.
Kom her hen en Gang, min kjære Pige. ;
Nastenka kom i en ny Kjole og med Papillotter i Haaret.
Hun var i den senere Tid begyndt at beskæftige sig meget
med sit Toilette.
Kommer Kalinovitsch i Dag, eller kommer han ikke?
Er han rask? Skal vi ikke sende Bud til ham? sagde Peter
Mikailovitsch.
»Jeg har sendt Bud til ham, lille Far. Han kommer
nok,r svarede Nastenka og satte sig ved Vinduet, hvorfra man
kunde se Skolebygningen.
Hver Gang Peter Mikailovitsch i den senere Tid vilde
sende Bud til Kalinovitsch, viste det sig, at Nastenka allerede
havde gjort det.
Klokken to mødte endelig den unge Inspektør og saå
meget mørk ud. Han nikkede let til Kaptejnen, bukkede for
Peter Mikailovitsch og trykkede Nastenka venskabelig i
Haanden.
Hvad er der i Vejen med Dem i Dag? sagde hun, da
Kalinovitsch havde sat sig hen til hende og var hensunket i
Grublerier.
Det er vist Børnene, der har ærgret ham, mente Peter
Mikailovitsch. De har ogsaa tit bragt mig til at miste min
Taalmodighed; de kan ærgre én mere end de voxne. Tag
Dem en lille Snaps, Jacob Vassilytsch, det vil berolige Dem.
Hov! Pelagia, lad os faa en Sorgknuser!
Der blev bragt Snaps, men Kalinovitsch sagde Nej.
Hvorfor vil De ikke sige, hvad er der i Vejen med
Dem? Det er mærkeligt af Dem,« sagde Nastenka.
Hvor kan det interessere Dem? Det er en meget
almindelig Begivenhed, et nyt Uheld, svarede han ligesom
modstræbende.
Men hvad er det da? spurgte Nastenka uroligt; men
Kalinovitsch sukkede og tav igjen en Tid lang.
»Hvis Skæbnen dog bare én Gang i hele mil Liv havde
smilet til mig, begyndte han. Om det saa er min Barn-
. Nr. 16.
dom, saa har jeg kun de sørgeligste og mest nedtrykkende
Indtryk af den, mens jeg dog skulde mene, at enhver anden
har behagelige og straalende Minder.
Kalinovitsch havde aldrig før talt om sig selv; han havde
kun sagt, at han havde mistet sine Forældre, da han endnu
var Barn.
Saa langt jeg kan huske tilbage, vedblev han, idet han
henvendte sig til Nastenka, »har jeg levet af andres Naade,
hos en Velgjører (dette Ord betonede han særligt), »hos en
Velgjører, : gjentog han med en Grimace, som havde ødelagt
min Fader og, da denne var død af Sorg, tog sig af mig
forældreløse Barn, men i Virkeligheden kun brugte mig som
Barnepige til sine to Sønner, to Fæhoveder, som Verden
sjældent har sét Mage til.
• Aa, fortæl, fortæl endelig mere, sagde Peter
Mikailovitsch.
»Imidlertid, fortsatte Kalinovitsch, stadig henvendt til
Nastenka, saå jeg paa al den Luxus og levede sammen med
disse dumme Drenge, som var omgivet af Kjærlighed, hvis
Ønsker man gættede sig til, til hvem man kjøbte for hundrede
Rubler Legetøj paa én Gang, og jeg maatte se til, men ikke
røre ved noget. De omgikkes mig som et Stykke Legetøj;
jeg blev spændt for deres lille Vogn, som jeg maatte trække,
og naar mine Kræfter ikke slog til, vankede der Lussinger,
og naar jeg ikke fandl mig i det, men begyndte at græde,
saa blev jeg indespærret i et mørkt Kammer for at vænne mig
af med at være lunefuld. Endog Lakajerne morede sig med
at gaa forbi mig med Retterne ved Bordet og at undlade at
rense mine Klæder og Støvler. ;
Hvor det var skrækkeligt! sagde Nastenka.
> Ak ja, Herregud! udbrød Peter Mikailovitsch.
Da vi blev ældre og skulde lære noget, bestilte disse
dumme Drenge ingen Ting og forstod ingen Ting. Jeg
oversatte deres Lektier for dem, løste deres Regneopgaver for
dem, og naar fremmede og Forældrene glædede sig over deres
Fremskridt, saa sagde man om mig, at jeg ogsaa gjorde ganske
god Fremgang, men at det mest skyldtes min Flid, kort sagt,
det var en stadig moralsk Fornedrelsestilstand.’;
Peter Mikailovitsch slog Hænderne sammen. Nastenka
sad i dybe Tanker. Kaptejnen saå ikke saa mørkt paa
Kalinovitsch som ellers. I det hele taget vakte han levende
Sympathi for sig ved sin Fortælling.
Det glæder mig i alt Fald, sagde Peter Mikailovitsch,.
»at De med Guds Hjælp tik tilendebragt Deres Kursus ved
Universitetet.
Kalinovitsch smilede bittert.
»Tilendebragt mit Kursus! sagde han. De skulde bare
vide, hvad det kostede mig. For at alt skulde være saa galt
som muligt, saa døde min Velgjører, der var rask som en
Kæmpe, pludselig, og medens, i alt Fald saa længe, han levede,
hans Samvittighed havde tvunget ham til at betale Kost og
Logis for mig, saa var der nu ikke mere Tale om det; jeg
maatte informere for en halv Rubel Timen, rende fra den ene
Ende af Moskov til den anden og endda takke Gud, naar jeg
i det hele havde Timer; men der gik Maaneder, i hvilke jeg
sad i et koldt Værelse uden at faa Middagsmad og maatte
besørge Afskriverier for et Par Skilling Arket for hver Dag
at kunne kjøbe et Par Rundstykker.
Det er skrækkeligt!» gjentog Nastenka.
265 I HJEMME OG UDE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
