Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIGFÆRD
65
Arveøllet betraadte Arvingen den dødes Højsæde
og overtog fuldt ud hans Værdighed; da fremførtes
ogsaa «Bragebægeret», over hvilket man aflagde
Løfter (Jomsvikingerne og Svend Tveskæg).
Saa længe Liget ikke var begravet, blev
Sjælen i dets Nærhed. Man skaffede det derfor
ud af Huset snarest muligt, helst samme Dag
Døden var indtraadt. Først ydede man Lighjælp
(näbjargir): man nærmede sig bagfra den døde
strakte Liget ud og lukkede Øjnene i, hvorefter
Ansigtet tildækkedes. Derefter blev Legemet høj
lagt eller højsat, rigeligt forsynet med Redskaber
og Vaaben. Gunnar fra Hlidarende lo og sang i
Gravhøjen. Da Sønnen Hogne griber Faderens
berømte Spyd for at begynde Blodhævnen, spørger
den dødes Moder, hvem der vover at røre det
Vaaben. Hogne svarer: «Jeg agter at bringe det
til min Fader, for at han kan have det med sig
til Valhal og fremvise det paa Vaabentinget.»
Sædvanlig valgte man frit og smukt beliggende
Begravelsespladser paa Bjærge, Høje eller i
Skove. Men Ugerningsmænd og Troldfolk, der
især bedrev ondt som Gengangere, bleve «dyssede»
eller brændte. Højen og Mindesmærket derpaa
kaldtes i det gamle Sprog kumbl. Om
Bautastene (uden Indskrift) og Runestene er der talt
foran.
Mortensen: Mytologi. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
