Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Evigt liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
mægtig samstemmighed endog imod muligheden af
et fremtidigt liv vilde det være urimeligt og uhæder-
ligt at slaa sig til ro med at sige, at videnskaben
ikke gjør fordring paa at lægge noget argument
ind derfor. Vi maa derfor for et øieblik optage
spørgsmaalet om muligheden.
Problemet er da at finde en bro over graven,
idet man har et materielt legeme og en sjælelig
organisation i uadskillelig forbindelse dermed. Fø-
lelse, vilje, tanken selv er funktioner af hjernen.
Naar hjernen svækkes, svækkes disse. Naar hjer-
nen er borte, er de ogsaa borte. Alt ophører med
opløsningen af det materielle maskineri; musklernes
virksomhed og sjælens virksomhed ophører paa
samme tid. Vi er vel bekjendte med de bestemte
erklæringer, der paa dette punkt er fremkomne fra
mange af den moderne videnskabs grene. Den
skjæbnesvangre afgjørelse er gjentagen fra hundrede
kanter og med neppe en skygge af begrænsning.
«En fordomsfri filosofi er nødt til at forkaste ideen
om en individuel udødelighed og om en personlig
tilværelse efter døden. Med forfaldet og opløsnin-
gen af dens materielle grundlag, gjennem hvilket
den alene har opnaact en bevidst tilværelse og er
bleven en person, og af hvilket den var afhængig,
maa aanden ophøre at eksistere»*). I samme retning
udtaler Vogt sig: «Fysiologien fælder en bestemt
og kategorisk forkastelsesdom over al individuel
udødelighed ligesom over enhver speciel eksistence
af sjælen. Sjælen gaar ikke ind i fosteret, ligesom
*) Biichner: «Force and Matter», 3rd Ed. p. 232.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
