Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halfdan Kjerulf.*)
Halfdan Kjerulf fødtes den 17de Septbr. 1815
i Christiania. Han blev Student 1835 og fik det
følgende Aar Ansættelse i Finantsdepartementet.
Men en mere og mere om sig gribende Trang til
at hellige sig Kunsten lod ham ingen Ro,
hvorfor han snart efter opgav sin tidligere
Beskjæftigede for at blive Musiker. Han
studerede derfor først en Tid i Hjemmet hos
den udmærkede tydske Tonekunstner Carl
Arnold, samtidigt med at han virkede som
Lærer og som Sanginstructeur i
Studentersamfundet. Endelig i Aaret 1849 reiste han
med kongeligt Stipendium til Udlandet, først
til Kjøbenhavn, for at træffe sammen med
Gade, hvis geniale Ungdomsværker havde
begeistret ham. Kjerulf manglede dengang, efter
hvad han selv har fortalt, al Tro paa sig selv;
han medbragte flere Sangcompositioner, som
det dog ikke lykkedes ham at faa anerkjendt
af de danske Kunstnere, med hvem han
hidindtil var kommen i Berørelse. Til Gade
havde han endnu ikke vovet at gaa. Men
en vakker Dag tog han Mod til sig, og se!
Gade saa Talentet, udtalte sin Glæde og
opmuntrede ham til freidigt at blive ved.
Nu var Loddet kastet — fuld af Haab og
Livsmod reiste han til Leipzig, hvor den unge
romantiske Skole, skabt af Mendelssohn og
Schumann, stod i sin skjønneste Foraarspragt.
Det rige Væld af Poesi, der her strømmede
ham imøde, har han optaget i sig, gjemt og
fredet vel, thi selv i hans mest nationale
Værker fra senere Perioder mærker man
Ro-mantikens Duft. Efter at have tilbragt et Aar
i Leipzig, vendte han atter tilbage til sit
Fødeland, hvor han siden den Tid, med
Undtagelse af de Sommerreiser i Udlandet, som
han saagodtsom aarligt foretog, uafbrudt
virkede til Musikens Fremme, og hvor
Erkjendelsen af hans Værd lidt efter lidt rodfæstedes
saaledes, at han gik bort som en af hele sit
Folk høist skattet og elsket Kunstner. Som
offentlige Beviser paa den stigende
Anerkjendelse af hans Værd modtog han i 1863
Guldmedaillen pro Uteris et artibus og i 1868 St.
Olafsordenens Ridderkors, Og et yderligere
Vidnesbyrd i samme Retning er det
Mindesmærke, som nylig under Befolkningens store
Deltagelse reistes over ham paa en af
Hovedstadens offentlige Pladse.
Kjerulf fremstod paa en Tid, da det norske
Folks Kunstforhold endnu var i sin allertidligste
Barndom. Hans Udtryk for dets Følelsesliv
dengang maatte derfor nærmest blive et naivt.
Han har ingen Forgjænger at støtte sig til, kun
Udtrykket for det mest primitive Aandsliv,
Folkevisen, existerede; denne har han taget
til Udgangspunkt, og valgt Romancen som
Mark for sin Virksomhed. Herfor skylde vi
ham Tak, thi blot i denne var det ham givet
at træffe den nationale Farve, hvorved vor
Tonekunst kan faa sin naturlige og sunde
Udvikling. Enhver Nations Kunst er fra
Folkesangen gjennem de smaa Former i Tidernes
Løb vandret over i de større, fyldigere, mere
combinerede. Havde Kjerulf pleiet store Former,
som Sonaten, Symphonien, da havde han forsøgt
en Opgave, som ikke tilkom ham; hans
Betydning vilde have været tvivlsom, fordi han,
ifølge sin Tid, ikke kunde have formaaet at
sætte det nationale Element ind. Hans Styrke
ligger deri, at han klart har seet sin Opgave
og ikke har villet være, hvad han ikke var;
Kjerulf var ensidig og just derved stor. Det
er gaaet ham som saa mange andre
Compo-nister, at hans mindst heldige Værker ere
blevne de populæreste. Herfra maa dog
undtages hans Mandssange, især hans Musik til
A. Munchs Digt „Brudefærden i Hardanger",
et Ungdomsarbeide, som har fundet Vei endog
langt udenfor Norden. Det var denne Sang,
der hjalp Upsalenserne til deres Triumf ved
Veddekampen i Paris i 1867. Hans Romancer
for een Stemme med Pianoforte ville leve,
saalænge nordisk Kunst elskes iblandt os; de
have næsten alle en overraskende Friskhed og
Originalitet. Hans Folkesange af Bjørnsons
Noveller kappes om Fortrinet med hans
Behandling af Welhavens og Wergelands erotiske
Digte. Ogsaa hans Sange til danske og svenske
Digte staa høit. Sverig har egentlig først
vidst at vurdere Kjerulf, og næsten alle hans
Compositioner ere udkomne i Stockholm. Hans
samlede Værker udgjøre maaske neppe tyve
Hefter, Noget man vil finde naturligt, naar
man betænker hans Helbredstilstand og den
Omstændighed, at han var over 25 Aar gamme!,
da han besluttede at tage fat for Alvor.
Kjerulfs væsentlige Betydning ligger, som
allerede udtalt, deri, at han har forstaaet at
anslaa de nationale Strenge, men det er
charak-teristisk, at han ikke destomindre var en Hader
af det musikalske „Maalstræv", et Ukrudt, som
han desværre maatte se begynde at trænge sig
frem omkring ham. Han saa, at det Store i
den nationale Ide just lod sig forene med
*) Efter Edvard (iriegs Biografi af Kjerulf i „Illustreret Tidende" fur 23de August 1868.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
