Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
turam efter den nydelystne Klokker B. i Vaage,
som døde kort efter at Digtet var udkommet
og hvis uværdige Vandel Storm oftere har
fremhævet i sine ovennævnte Breve til sin Ven,
Jakab Danielssen. Skjønt Digtet hverken med
Hensyn til Stoffets Behandling eller Formevnen
tilfredsstillede Kritikens Fordringer, „viste
Publikum sig", ytrede han selv, „ikke saa barskt
imod hans Muse, at han skulde være bange for
at synge tiere".
Han tog ogsaa allerede det følgende Aar
Mod til sig igjen og udgav under det
pseudo-nyme Forfatternavn Erland Siverssen et Bir.d
nied Titlen „Adskilligt paa Vers", nvori han
havde samlet forskjellige mindre Digte, originale
Oder, Oversættelser efter Horats, Idyller og
aandelige Sange. I Fortalen til denne
Digtsamling hævdede Storm sin Muses ægte norske
Fødsel, men naar undtages Valget af Emner
og fn enkelt „Ode til Jutulsbjerget". hvori han
besang sin Ungdoms ulykkelige Kjærlighed, er
det vanskeligt nu at faa noget Indtryk af den
genuine og nationale Oprindelighed, som
Forfatteren selv tillagde sin Digtning. I 1778 vandt
han ved et i Alexandriner forfattet Digt i fire
Sange den af det danske Literaturselskab udsatte
Pris for det bedste Digt over „Indfødsretten";
og samme Aar udkom et Arbeide af ham,
hvilket senere gjennem Optagelse i Læse- og
Lærebøger for Ungdommen tør blandt alle hans
Arbeider have naaet den største Udbredelse og
vundet det almindeligste Kjendskab hos den
dansk-norske Læseverden, nemlig „Fabler og
Fortællinger i den_ Gellertske Smag". Disse
sidste faldt, trods eller maaske paa Grund af
sin flade moraliserende Tendents og sin Mangel
paa frisk Sangerfylde, saa aldeles i Tidens
Smag, at, de i Løbet af 5 Aar oplevede to store
Oplag. De to sidstnævnte Arbeider henledede
ogsaa nu de Stores Opmærksomhed paa den
trængende Digter, der som Anerkjendelse fik
sendt Æreshonorarer derfor baade fra Kongen og
Kronprindsen. I 1785 udgav Storm „Samlede
Digte", et Udvalg af de poetiske Arbeider, han
„for Efterslægten vilde vedkjendes". Til denne
Klasse henregnede han desforuden sine Fabler
og Fortællinger samt „Hellige Sange", der
udkom samme Aar og som han „holdt for det
bedste, han nogensinde havde gjort". Efter at
han paa denne Vis havde opgjort sit poetiske
Bo, udgav Storm i den øvrige Del af sit Liv
kun enkelte poetiske Arbeider, deriblandt et
prisbelønnet Digt, „Skrivefrihed", samt en Række
(ialt 15) Gadesange, udgivne for
„Efterslægts-selskabet" i det Øiemed at søge fortrængt de
i poetisk og moralsk Henseende slette
Gadeviser, hvorfra Menigmand for en stor Del
hentede sin eneste poetiske Næring. Forsøget
lykkedes imidlertid ikke, Samtiden vurderede
lige saa lidt som Eftertiden disse Storms
Arbeider, og paa en Undtagelse nær blev de,
skjønt i en anden Forstand end paatænkt,
Døgnprodukter, der nu ere glemte af alle andre
«nd Literærhistorikere og Bibliofiler. Den ene
Undtagelse har derimod til Gjengjæld opnaaet
en saameget større Navnkundighed og vilde
alene for sig været tilstrækkelig ti! at bevare
Digterens Navn gjennem Tiderne; vi mene
Sinklars-Visen, der, som Welhaven bemærker,
„med sin poetiske Grundstemning, raske
Sangtone og livfulde Skildring er i t af de flere
Tegn fra den Tid, der bebudede en
forestaaende Nydannelse i den poetiäke Literatur".
Om Storms personlige Forhold i
Kjøbenhavn i det første Tiaar af hans Forfatterliv er
de væsentligste Træk opbevaret i hans Breve og
i de nævnte Notitsbøger. Han levede ligesaalidt
som Wessel eller andre samtidige Digtere og
Skjønaander i Overflødighed, snarere i Mangel,
men desuagtet fandt han med sit gode Hjerte
og sin ædle Tænkemaade altid Leilighed til at
hjælpe der, hvor Nøden var endnu større end
hos ham selv; hans dybe og fine Gemyt hjalp
ham ogsaa ud over alle ekonomiske
Gjenvor-digheder; i „Harmonien" og i „Drejers Klub"
var han en stadig Gjæst og i Kredsen af de
livlige og glade Venner der følte han sig
lykkelig og tilfreds; af og til gik han paa
Udflugter til Venner i Sjælland, paa hvis
Præstegaarde han da tilbragte sorgløse Dage,
hvorefter han vendte tilbage til Hovedstaden, hvor
han delte sin Tid mellem Læsning, Forfatterskab,
Besøg i 1 heatret og i Selskabslivet. Efter at
han havde begyndt at vinde sit Navn som
Digter, fik han en liden aarlig Understøttelse
af den kgl. Kasse, som vistnok for en kort Tid
igjen ophørte at udbetales ham, men til
Gjengjæld blev overtaget af en god Ven, som
antoges at være den rige Mæcen P. F. Suhm. I
1786 fik han en fastere Stilling, som han beholdt
til sin Død og som han omfattede med en
uendelig trofast Pligtopfyldelse og Hengivenhed.
Han blev nemlig Lærer og senere Inspektør
ved den af Selskabet for Efterslægten oprettede
Borgerskole. Denne Post gav ham meget
Arbeide og stort Bryderi; men „af alt hans
Arbeide var dog dette alligevel det, som betalte
sig bedst", sagde han. „Det betaler sig med
en sød henrykkende uudsigelig Fornøielse i
min Sjæl, med en glad Bevidsthed, at jeg
bidrager til at gjøre Mennesker lykkelige og
gode og oplyste, med den uskyldige Ungdoms
Kjærlighed og Taknemlighed, mod hvilket alt
Penge kun er Gadeskarn". Han tog hellerikke
Feil i denne Anskuelse af sit Arbeide; han
lønnedes virkelig med sine Disciples Høiagtelse
og Hengivenhed, hvorom især hans Elev, Adam
Oehlenschläger, giver det smukkeste Vidnesbyrd
i sine „Erindringer". Da Skolen en Morgen
Høsten 1794 (29de Septbr.) fik Efterretning om,
at Storm, som aldrig havde været stærk af
Helse og nu længe havde skrantet, var død,
„græd næsten alle", siger Oehlenschläger; „de
Kjærligste blandt os higede efter at se hans
afsjælede Legeme med det gode, venlige Ansigt
og at sige ham det sidste Farvel".
(J. B. Halvorsen).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
