Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
Adam Gottlob Oehlenschläger.
Ældre ved deres nye Lærdomme; men allerede forinden vare Oehlenschläger og
Steffens trufne sammen og havde følt sig sympathetisk dragne til hinanden;
Begge følte, at der var noget Afgjørende i dette Møde, og de toge ikke fejl.
Med kjæk Bestemthed og henrivende Veltalenhed klarede Steffens de dunkle
Anelser, som Oehlenschläger følte i sig, viste ham, at Poesien har Gyldighed i
og for sig og at den har en lige saa stor Selvstændighed som enhver anden Side
af Aandslivet De talte sammen fra Klokken 11 om Formiddagen til Klokken 3
om Natten, dels spadserende, dels hjemme hos Steffens, hvor Oehlenschläger
blev om Natten, men sprang drømmende ud af Sengen, opfyldt af det nye
Liv, der var vakt i ham. Om Morgenen gik han hjem og skrev
»Guldhornene«, det Digt, fra hvilket den nyere danske Poesi daterer sig. »Men De er
jo virkelig Digter!« udbrød Steffens, da Oehlenschläger forelæste ham Digtet.
»Ja, jeg troer det næsten selv,« svarede denne.
Fra den Dag af vare de to Venner bestandigt sammen, og dels ved
Samtaler, dels ved sine Forelæsninger bragte Steffens Oehlenschläger til Klarhed
om hans Evner og deres Anvendelse. Og nu strømmede Productionens Væld
med en vidunderlig Rigdom, hvorom man bedst faaer et Begreb ved at høre
Steffens selv: »Jeg gav ham tilbage til sig selv, han erkjendte sin egen indre
Rigdom, og jeg forfærdedes næsten, da den ungdommelige, friske Kilde strømmede
mig voldsomt i Møde. Det gik ham, som det tidligere var gaaet mig selv: han
vovede ikke at lade det, der opfyldte hans Indre, komme til Orde. Nu brast
pludselig Lænkerne, og han var Digter. Han følte sig befriet, jublede og
belønnede den, han kaldte sin Befrier, med en grændseløs, rørende Hengivenhed.
Ingen Tvivl plagede ham. Den uhindret skabende Virksomhed fandt uvilkaarligt
den rette Form. Hvad der forbavsede mig, da jeg oplevede det mest
umiddelbart af Alle, var den Lethed, hvormed han beherskede sit Modersmaal. En
aldrig forhen kjendt Ynde og digterisk Fylde udviklede sig pludseligt; en ny
Epoche i Sproget, der udbredte sig mægtigt over hele Skandinavien, traadte
anelsesfuldt og rigt frem under mine Øjne.« Som en haandgribelig Commentar
til denne Udtalelse kan blot den Omstændighed tjene, at Oehlenschläger, inden
sit Møde med Steffens, havde sluttet Contract med en Boghandler om et Bind
Digte, af hvilke Steffens forkastede de fleste, da han saae dem. Og uden at
Boghandleren fik Nys om Forandringen, skrev Oehlenschläger et nyt Bind — de
navnkundige »Digte«, som udkom ved Juletid 1802. Hovedstykket i denne
Samling er »Sanct Hansaften-Spil« med sin Fremstilling af det brogede Sommerliv
i Dyrehaven, med de yndige lyriske Partier, den henrivende Afvexling af Alvor
og Spøg og de kjække Hug mod Philisteriets aandsforladte Betragtning af Livet
og Digtningen. Af Samlingens øvrige Indhold kan nævnes flere af Digtene:
»Guldhornene«, »Hakon Jarls Død«, »Den frembrydende Vaar« o. fl. som
Exempler paa en Poesi, der lige som ved et Trylleslag skjød frem for Samtidens
Øjne og forbausede den ved hidtil uudtalte Tanker, ved en hidtil ukjendt
Skjønhed i Udtrykket, kort sagt, ved noget Nyt, noget Forunderligt, der drog de
Unge sympathetisk til sig og skræmmede de Gamle tilbage i bitter Indignation.
Vi have nu seet, hvorledes Gjennembruddet skete, vi have seet Kilden
sprudle frem, og nu er dens videre Løb kun en solbeskinnet Fart gjennem
Poesiens skiftende Egne. Efter de første »Digte« fulgte 1805 de to Bind
»Poetiske Skrifter« med »Langelandsrejsen«, »Jesu Christi gjentagne Liv i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
