Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
Adam Gottlob Oehlenschläger.
Det nemlig: At det sømmer sig
For dem at være skikkelig;
At kun det er de Skikkelige,
Som komme ind i Himmerige.
Hvor stort for en moralsk Poet
At tolke blid Humanitet;
Om sveden Grød og svegne Pligter —
Hvor skiønt, hvor saligt for en Digter!
Du ædle Middelmaadighed!
Jeg elsker dig med stor Besked.
Din Deilighed giort haver mig til Træl,
Og indtaget mig med Storm, det svær jeg
paa min Sjæl.
En Tilskuer.
Poppe hedder han, Pope burde han hedde.
En anden.
Efter saadan en Karl skal man længe lede.
En Critiker
tager Poppe fortrolig under Armen og gaaer hen med
ham i en Krog.
Med Forlov, min Herre! Det Digt gior Dem
Hæder.
Der stødte mig kun et Par enkelte Steder;
I første Vers kom »ganske« lidt
(Efter min individuelle Mening) for tidt.
Poppe
troliiertig.
Det var for at faae de fire fornødne Fødder.
C r i t i k e r.
Man maa ofte knække haarde Nødder.
Men en Månd, der spiller saa færdigt paa
Lire,
Kan det aldrig genere at gaae paa Fire.
Saa var der ogsaa et andet Sted
I Digtet, en Smule længer ned,
Nemlig: Det nemlig! See, det er værre;
Det er ikke poetisk nok, min Herre!
For Resten ønsker jeg Dem til Lykke,
Thi Digtet er, min Salighed ! et Mesterstykke.
Poppe
Siden De bander saa høit derpaa
Saa troer jeg selv, det maa være saa.
Jeg takker for Deres fine Anmærkning.
Man trænger ofte til Forstærkning.
Jeg bliver sandelig aldrig vred,
Naar man retter mig med Beskedenhed.
Tværtimod er det høist profitabelt for Aanden,
Naar Critik og Genie gier hinanden Haanden.
De gier hinanden Hænder, og gaae.
Harlekin
kommer frem, og siger til Tilskuerne:
Føier I Jer nu ikke anderledes stemt?
Er Smaahedsaanden ei reent forglemt?
En Rigsort har I givet os, men
Fik I ikke Forædling nok for den?
Det er skiønt, at høre to store Mænd tale,
Soin de tvende nylig, uden at prale.
Skilles nu ad foruden Kiv
Og anvender Jer Forædling i det practiskeLiv.
Folk gaae.
(Mdhornene,
De higer, og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
»I gamle, gamle,
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Rosen sig lukker.
De øvre Regioner
Toner!
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, röde,
Med Stierneglands i Øie.
»I, som raver i Blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme, og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gåve belønne!
Det skjønneste Skiønne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
