Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adam Gottlob
Skiøndt Thorer — Thorer! har du hilset
Olaf?
Har du alt sendt ham bort til sine Guder
I Luften hist?
Støtter Haanden til sit Hoved og grunder.
Det var ei min Beslutning.
Den kom fra Thorer. Thorer maa forsvare
Sin Daad for Odin. Odin vil ei vredes.
Hvad? skulde denne Vanvid ei forhindres,
Som truer med at styrte Guderne
Fra deres gamle Stole? Olaf vilde
Ei blot tilrane sig min Kongemagt,
Men endnu meer, Valfaudurs. Lad hain
falde!
Thi bråt, thi hurtig maa den hele Sag
Forandre sig, hvis Alt skal end gaae godt.
Det er den høie Tid at standse Stormen,
Det er den høie Tid, den høie Tid!
I graane, mine Haar! men, hvide Lokker!
I snart skal vorde gule, giver Tid kun!
De skielm ske Møer spotted mig tilforn,
Fordi mit Haar var sort og ikke guult;
Giv Tid, I Børn! guult, guldguult skal det
vorde,
Det skal forgyldes af den gyldne Ring. —
Hvo kommer der? Ha, sikkert Thorer Klake.
Han loved mig at bringe Olafs Hoved,
Mit Blik sig vægrer ved at skue did.
Han bliver siddende i sin forrige Stilling.
Olaf Trygveson træder ind, hyllet i en graa Kappe,
med en sid Hat paa Hovedet.
Hakon
uden at vende sig.
Min vakkre Thorer Klake! er det dig?
Er Alting lykkedes, og bringer du,
Hvad du har lovet? Svar mig, Thorer
Klake!
Olaf."
Alting er gaaet, som det burde, Herre!
Men undskyld Thorer, at han selv ei kommer
Og bringer Eder hid Kong Olafs Hoved!
Det faldt ham vanskeligt. Thor veed, ban
havde
En Slags Modbydelighed for at bringe
Det selv, og sendte mig.
Hakon.
Vel, vel! saa gaa.
Og grav det dybt i Jordens Mørke ned.
Jeg vil ei see det selv. Mit Øie taaler
Ei sligt et Syn, det staaer for mig i Drømme.
Grav Liget ned, og siig din Herre, Træl!
At strax han kommer.
Olaf.
Thorer Klake sover.
Hakon.
Han sover?
Olaf.
Middagssøvn; stivt har han strakt sig
Hen under nogle dunkle Hyldebuske.
Hakon.
Saa væk ham da! Afsides. Nu sove, efter
slig
En Gierning? Thorer! Jeg beundrer dig,
Du har et sieldent Mod. Hoit. Gaa, væk
ham, Træl!
Olaf.
Men vil I ikke først see Olafs Hoved?
Hakon.
Nei, har jeg sagt! nei!
Olaf.
Herre Jarl! 1 troer,
At det seer skrækkeligt og hæsligt ud,
Men intet mindre. Herre! Olafs Hoved
Seer ud saa sundt, som noget her i Landet.
Hakon.
Gaa, siger jeg!
Olaf.
Nu har jeg aldrig seet!
Jeg havde hort, at Jarlen var en Helt,
Som Faa i Norden, og han frygter for
At see et livløst og afhugget Hoved!
Hvor vilde I da skiælve, Herre! hvis
I saae det end paa Kroppen.
Hakon
vender sig forbittret.
Træl! du vover —
Hvor har du det?
Olaf
tager Hatten af, og slaaer Kappen tilside.
Paa mine Skuldre, Herre!
Tilgiv mig, at jeg bringer eder det
Paa denne Viis; den faldt mig mageligst.
Hakon.
Hvorledes? Olaf? Ha, Forræderi!
Olaf.
Min Gubbe! spar dit raske Heltemod.
Vov ingen Dyst med Olaf; husk, at endnu
Han har sit Hoved heelt og ubeskaaret.
Og at din svagelige Oldingskraft
Er ikkun for den hovedløse Olaf.
Hakon.
Ha, Niflheim!
Falder ind imod Olaf.
Olaf
slaaer Sværdet tilside, og siger med tordnende Stemme:
Saa vær rolig, siger jeg,
Og stik dit Sværd i Balgen! Mine Mænd
Omringe Huset; mine Skibe veie
Vel op mod dine. Jeg er kommen for
At vinde Landet i en ærlig Feide.
Du selv har lokket mig med Rænker til det.
Nu staaer du som en Træl, foragtelig,
Indviklet i din egen Snare. Jeg
Vil ei benytte mig af denne Fordeel,
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
