Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Adam Gottlob Oehlenschläger.
Tue. Og hvad giør jeg dog Andet, end
min egen Grav? Og den bliver ikke
saa prægtig, som din. Farvel, min gode
Broder! Tak for den Gang, vi sadde
sammen ligeover for hinanden i Jordhulen; for
da vi vendte Ryggen mod hinanden paa
Folens Ryg; for da vi stode Arni i Arm
paa Thingstenen! Ak, vi skulle ikke hvile
sammen i een Grav. Vore Livsbaner vare
forskiellige, som Solens og Maanens, og
langt adskilte staae Grændsestenene for vort
Liv.«
Et Par Timer derefter talte Kongen
atter med Reigin, og havde fattet sig.
Yrsas Bryllup bedrøvede hain ikke nær saa
meget, som Reigin havde tænkt. »En Brode,
som begaaes uafvidende,« sagde han. »er
ingen. Guderne raade for Lykken. De
ere i Stand til at vende Ondt til Godt.«
Reigin maatte fortælle ham om Freias
Aabenbaring. »Det var Aften,« sagde han, »og
vi stode just rede til at bestige Skibet; da
overfaldt ps alle en søvnig Tunghed, og vi
lagde os nogle Oieblik hen i Græsset. Om
vi nu sov, eller vaagede, veed jeg ikke;
men da vi opstode, havde vi alle havt een
Drøm: Freia viste sig paa en Aftensky, og
forjættede Yrsa en Søn, som hun skulde
kalde Hrolf, og som skulde blive en sielden
god Drot for Danmark.« — »Det var et
godt Lofte,« sagde Hroar, »og paa. det
Gode finder jeg en sær Glæde i at troe og
haabe.«
»Hvorledes vil han modtage dig?«
tænkte Yrsa, da hun gik til Kongen. Hun
havde vel hort tale om Hroars Venlighed;
men det fæle Rettersted havde nedslaaet
hende, og hun formodede i Hroar at finde
en streng Herre. Da hun kom ind i
Værelset , mødte hende strax en liden
midaldrende Månd, klædt i en mørkegrøn Kiortel
med et smalt Guldbælte; ban havde glatte
askegraae Haar og graae Øine. Han bad
hende sætte sig, og sagde, at Kongen strax
vilde være der. Yrsa yttrede sin Frygt for
den Fremmede, livis aabne Ansigt indgød
Fortrolighed. Den liden Månd smiilte, og
sagde: hvis hun frygtede Kongen, var hun
sikkert i hele Landet den Eneste. Det
varede længe, inden Drotten kom, og hun
havde imidlertid fortalt Alt, hvad der var
hændet. Da hun var færdig, trykkede han
hende til sit Bryst, og sagde: »Velan, min
Søster! græd ikke mere. Du seer her
Kongen for dig, og han skal altid være dig en
Fader og Broder. Naar menneskelig
Storhed har naaet sin høieste Grad, synker den
ofte; det saae vi med Helge. Naar
Ulykken er steget til den yderste Spidse, vender
den sig ofte til Held; det haaber jeg vi
skulle see med dig.» I dette Øieblik koin
den lille Agnar, Kongens Søn, ind, og satte
sig paa sin Faders Knæ, uden Frygt for
Yrsa. — »Du var gift, og dette er dit
Barn ?« sagde Yrsa.
»Jeg har et heelt Aar været meget
lykkelig,« svarede Hroar. »Det Aar svandt
som en smuk Vaardag. Min Ogn skienkte
mig min Agnar med Tabet af sit eget unge
Liv. Jeg vil skaane din desuden noksom
sønderknuste Siæl for et levende Billede af
min Kummer.«
Med disse Ord gik han hen, og
aabnede en Vinduesluge. Den vendte mod
Ise-fiord ; over Fiorden stod den fulde Maane,
og skinnede hen over Bølgerne giennem
Strandens Bøgetoppe. Men uden for
Vinduet havde Hroar ladet spænde en
Vindharpe. Her sad han ofte, hørte
Nattergalens Sang, drømte om en Aandeverden, et
tilkommende Liv, og glemte Kæmperne og
Skialdene i Hallen. Neppe havde ban
aabnet Vinduet, og Alt var tyst, før
de forunderligste Stemmer lode sig høre.
Agnar sad paa sin Faders Knæ, og Hroar
saae paa Yrsa, der lyttede forundret ved
hans Side. Det var, som om fierne
Hærskarer sang en lamgstforsvunden Sorg;
som Sølvstenliner, der tabte sig i
Nattens Brusen; som bølgende Melodier, der
hævede sig, og forsvandt. Da bruste
pludselig en Storm, Maanen skiultes. Stemmerne
taug, og Trætoppene susede. »Natten
kræver sin Ret,« sagde Hroar. »De Døde
stige igien i deres Grave. Lader os ogsaa
gaae til Hvile!« — Med disse Ord adskiltes
Frænderne.
Kongen redder en Fugl, og den ham.
(Af „Hroars Saga".)
Da Hroar havde taget Afsked med
Vidrik, gik han sin sædvanlige Vandring i
Ledreskoven med Reigin Jarl. Paa Veien
havde Reigin meget at tale med ham. Han
var Kongens oprigtige Ven, og ærgrede sig
over de Fiender, som i Drottens egen Gaard
daglig formerede sig; bad Kongen tænke
paa et Middel derimod, og meente, det var
bedst, at afskedige alle de Ildesindede.
Kongen sagde: »Ingen undflyer sin Skiebne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
