Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Per Daniel Amadeus Atterbom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Per Daniel Amadeus Atterbom.
tvertimod snart efter selv overvunden, ikke gjennem nogen voldsom Kamp, men
ved de Anskuelser, der i Stilhed dannede og fæstnede sig som det sande
Udbytte af begge de Kjæmpendes ensidige Overdrivelser. Thi ogsaa Phosphorismen
var en Ensidighed. Den gjorde sin store Nytte ved at løbe Storm mod
Akade-mismen, men den var selv ingenlunde i Stand til at bære Fremtidens Udvikling.
Dertil var den fur det Første for uklar. Taagebilleder og Abstractioner
træde i dens Værker i Stedet for de plastiske Former og klartudtalte Tanker,
der ere Poesiens Livsbetingelse. For det Andet var den for unational til at
kunne faae nogen blivende Betydning for den svenske Poesi. Den er saa
stærkt paavirket af de tydske Romantikere, at den har mistet den
Selvstændighed, som er saa nødvendig for et Digterværks fortsatte Liv i en Litteratur.
Dette vil fremgaae af en Betragtning af Atterboms poetiske Skrifter.
Atterbom er en af Sverigs største Lyrikere, og som Lyriken er hans
Styrke, saaledes er den ogsaa hans Svaghed, for saa vidt dette stærkt
udprægede Anlæg for det Lyriske hindrer ham i at behandle et Emne i dramatisk
Form efter de Fordringer, denne Digtart stiller. Skjøndt saaledes hans
omfangsrigeste Arbejde netop er en dramatisk Digtning »Lycksalighetens Ö«, saa
har dette Værk dog sin største Betydning ved Skjønheden af de mangfoldige
lyriske Partier, medens det lader meget tilbage at ønske hvad den dramatiske
Composition angaaer. Denne er ikke alene løs i sin Sammenhæng og alt for lidet
concentreret, men afbrydes tillige idelig ved de indstrøede lyriske Partier. Man
nødes da bestandig til at fæste sin Opmærksomhed paa disse Enkeltheder, men
her er ogsaa meget at beundre. Først Atterboms ualmindelige Herredømme
over Formen, der overalt er ham lige underdanig, hvad enten han udtaler sine
Tanker i de vanskeligste Versarter eller han efterligner Folkevisens konstløse
Rhythmer. Dernæst de pragtfulde Farver, der staae til hans Raadighed, de
med sydlandsk Ild malede Billeder og de glødende Beskrivelser, der træde
Læseren i Møde saa at sige paa hver Side. Men her, hvor han har sin store,
ejendommelige Styrke, faaer man ogsaa lettest Øje paa hans Svaghed; thi om
end de pragtfulde Billeder for en Stuud kunne skjule den Mangel paa en
stringent Tanke, som de ikke sjeldent maae dække, saa mærker man dog snart, at
hvad der ligger bag ved Billedet ofte kun er en tynd Allegori, en flad
Abstrac-tion, som savner det fyldige Liv, der maa være indblæst i enhver poetisk Figur.
En Mystik, der vidner om Digterens Sympathi for Novalis, en mere dunkel end
dybsindig Natursymbolik, der er en Arv fra Schelling, og en Phantasiens
Rigdom, der minder om Tieck, ere de characteristiske Elementer, hvoraf denne
store dramatiske Digtning er dannet, — de samme, som vise sig i det
dramatiske Fragment »Fågel Blå», der dog er noget mere concentreret i Anlæget og
ikke i saa høj en Grad som »Lycksalighetens Ö« bygget i Skyerne. Men
begge disse Digtninge eje, som sagt, i deres lyriske Partier uforgjængelige
Skjønheder og gjennemløbe Følelsernes hele Scala fra Jubelens højeste Dur til
Förtvivlelsens dybeste Mol.
Et Emne, der ret kan siges at ligge for Atterboms poetiske Begavelse,
og som neppe nogen anden Digter vilde have fundet paa at behandle paa samme
Maade, har han udtømt i Digtcyclen »Blommorna», hvor han i det Enkelte
paa-viser Naturens Symbolik og lader dens skjulte Tanker træde frem i poetisk Form,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
