Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Gustaf Geijer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Erik Gustaf Geijer.
Forældre med Brevet i Haanden; hans Moder græd af Glæde, og hans Fader,
der eliers aldrig kjærtegnede sine Born, kunde senere paa Dagen, da han
tilfældig mødte ham, ikke beherske sin Bevægelse, men maatte give den Luft
ved at trykke sin Haand mod Sønnens Bryst — en Hædersbevisning, der rørte
Geijer mere end nogensomhelst anden af dem, han senere modtog.
Da han Aaret efter kom til Stockholm, havde den unge Mands Navn
alt en saadan Celebritet, at det blev ham let at slutte Bekjendtskab med
Datidens litteraire Berømtheder; paa en Sommerudflugt traf han første Gang
sammen med Tegner, og trods den store Forskjel mellem dem, blev dette Møde
Begyndelsen til et trofast, livsvarigt Venskab. Men dette Liv mellem
Litteraturens og Videnskabens Dyrkere formaaede ikke at give Geijer den Aandens
Ligevægt, han længe forgjæves eftertragtede i sin Ungdom. Stærke indre Kampe
og alvorlige Studier for at vinde et sikkert Grundlag for en Livsanskuelse
betegnede denne Periode af hans Liv, og hans Dage forbittredes af Mismod og en
Mangel paa Selvtillid, der truede med at gjøre ham aldeles uskikket til Livets
Gjerning. Med en ubegrændset Modtagelighed læste og studerede han til alle
Sider, men formaaede ikke at hævde sin egen Personlighed som selvstændigt
Midtpunct i dette Virvar af Meninger, Anskuelsesmaader og Systemer, der
truede med at voxe ham over Hovedet. At hans store Flid og udstrakte
Læsning gjorde ham det let at tage den philosophiske Magistergrad 1806, var
ham ingen Trøst; snarere forekom Laurbærkrandsen ham som en grusom Ironi,
da ban følte sig aldeles ude af Stand til at producere i nogen Retning. De
fleste dygtige Naturer kjende denne aandelige Krisis, som den Overfladiske
aldrig naaer dybt nok til at blive greben af; men de fleste dygtige Naturer
gjennemgaae den sejrrigt, og saaledes ogsaa Geijer. Han kom 1809 til at
ledsage en ung Adelsmand til England og blev saaledes reven ud af sit Grubleris
og sin Søgens Ensomhed og sat hen i Omgivelser, der netop ved den stærke
Modsætning, deres kraftige praktiske Liv stod i til hans Famlen efter Theorier,
gjorde et forfriskende Indtryk paa hans Sind og havde en oplivende Indflydelse
paa ham i det Aar, han opholdt sig i England, hovedsagelig beskjæftiget med
at studere Landets og Folkets Historie.
Han kom tilbage til Sverig 1810 og blev ansat i Upsala som Docent
i Historie. Imidlertid var Stormen mod Akademismen brudt løs, og en ny
Tid var i Færd med at rejse sit Hus efter at have ryddet Grunden.
Phos-phorismen gik sejrrig frem mod de forældede Former og kastede dem over Ende,
men dens eget Bygningsmateriale var af for luftig en Natur til, at dens Værk
kunde faae nogen stor Fasthed eller nogen lang Varighed. Allerede nu var der
dem, der følte, at den ikke tilfredsstillede Tidens vigtigste Fordringer og
dybeste Trang. Denne Trang var ikke ejendommelig for Sverig alene, men
føltes almindelig over hele Europa. Napoleons vældige Tog gjennem Landene
truede hvert enkelt Folk med Tabet af dets Selvstændighed, og alle Folkeslag
syntes bestemte til som tomme Chiffre at skulle gaae op i en eneste stor
Generalnævner. Men Tryk avler Modtryk, og netop Faren for Nationalitetens
Fortabelse gav Folkene Kraft til at vove en sidste, fortvivlet Anstrengelse
foldens Bevaring. Det var denne nationale Trang, der betegnede Tidens Retning;
i Sverig var en af dens Yttringer den, at man ikke kunde føie sig tilfredsstillet
ved. en Digtning, der med Alt det, at den plantede den virkelige Poesis Fane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
