Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81 Bernhard Severin Ingemann.
I Rom fuldendte han i Løbet af Vinteren 1818—19 det dramatiske Digt »Tassos
Befrielse«, besøgte fra Neapel sin Helts Fødeby Sorrent, tilbragte atter Paasken
i Rom og vendte over Venedig, Wien, Berlin og Dresden tilbage til Hjemmet
efter en halvanden Aars Rejse, der paa mange Maader havde havt en gavnlig
Indflydelse paa ham. Denne er ikke saa meget at spore i den Samling Digte,
han efter sin Hjemkomst udgav under Titelen »Rejselyre«, som i de »Eventyr og
Fortællinger«, der ogsaa saae Lyset strax efter hans Tilbagekomst. De bære
Spor af en større Friskhed og et mere aabent Blik for Livets virkelige Forhold,
end der findes i noget af hans tidligere Arbejder, lige som de ogsaa vise hen til
det Omraade, hvor Ingemann har naaet sin største Berømmelse som Digter.
Den erhvervede han først i sin tredie Digterperiode, som har optaget de
tidligere Momenter i en objectiv Digtning, der kraftigst fremtræder i hans
nationalhistoriske Romaner.
Efter at Ingemann i Sommeren 1822 var bleven ansat som Lector i
dansk Sprog og Litteratur ved Sorø Akademi og havde hjemført sin
mangeaarige Forlovede som sin Hustru, begyndte der for ham et Afsnit af hans Liv,
der var lige saa lykkeligt som det var langt. Ved sin Ungdomselskedes Side
tilbragte Ingemann Resten af sine Dage i det yndige lille Hjem ved Søen og
Skoven, omgivet af Egnens Rigdom paa Minder fra den danske Middelalders
bevægede Liv. Fra disse Minder hentede han Emner til sine følgende
Digterværker, de historiske Romaner, der ere hver opvoxende Slægts Yndlingslæsning
og have bidraget uberegneligt til Opvækkelsen af en national Aand og Interesse
for Fædrelandets Historie.
Disse Romaner ere sex i Tallet, naar man til dem henregner de to
historiske Digte, hvormed Rækken begynder og slutter: »Valdemar den Store
og hans Mænd« (1824) og »Dronning Margrethe« (1836). Imellem disse to
Yderpuncter ligger en sammenhængende Skildring af et Tidsrum af Middelalderen,
udført i de fire egenlige Romaner »Valdemar Sejer«, »Erik Menveds Barndom«,
»Kong Erik og de Fredløse« og »Prinds Otto af Danmark«. Fremstillingen i
disse Romaner støtter sig fornemmelig til Folkevisens Beretninger og har derfor
mere poetisk Liv end historisk Nøjagtighed; det historiske Costume er ikke
tegnet med en saa omhyggelig Correcthed som i de Walter Scottske Forbilleder,
og Ingemanns Romaner have ogsaa i denne Henseende været Gjenstand for en
skarp Kritik. Men til Gjengjæld fængsle de ved en digterisk Livfuldhed og en
varm Fædrelandskærlighed, der har gjort dem til sande Folkebøger for hele
Nationen, lige fra de Fornemmes Sale og ned til Bondens Hytte.
Samtidig med denne Production udfoldede Ingemann den anden
Hovedside af sin poetiske Individualitet, Psalmedigtningen. Ved Siden af Grundtvig
staaer Ingemann som den anden store Psalmedigter i den nyere danske
Litteratur, og hans »Morgenpsalmer« og »Højmessepsalmer« saa vel som hans
Morgen- og Aftensange kunne henregnes til det Ypperste, der er digtet paa
Dansk i denne Genre. Et dybt og inderligt religieust Sind udfolder sig i dem
mildt, forsonende og harmonisk; om Fred og Forløsning klinger hans
Davidsharpe hellere end om Synd og Fordømmelse, som i det Hele taget hans Sinds
særegne Mildhed og Kjærlighed har givet alle hans Værker et Præg, der stiller
ham som den lyse Balder mellem Danmarks Skjalde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
