Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91 Bernhard Severin Ingemann.
»Ak, det maa vist være et stakkels
vanvittigt Menneske« — sagde Kirstine med
en Blanding af Frygt og Medlidenhed —
«see hvor besynderligt hun fordreier Ansigtet
og peger mod Himlen! — og hør! hør!
hun synger« —
Med dæmpet Frygt og nysgjerrig
Opmærksomhed hørte Dronningen og Jomfru
Kirstine nu tydelig en klar, bævende Stemme,
som sang afbrudt og sørgmodig mellem
Sivene, medens den hemmelighedsfulde
Sangerinde aldeles skjulte sig for dem.
Forbauset hørte Dronningen følgende Ord:
Dagmar, Dagmar, du Dronning from!
Din Skjæbne spurgte jeg Stjernerne om.
En Son du føder, saa lys og bold;
Hans Moder var varm; hans Fader var kold.
En Søn du føder med gyldne Haar;
En stakket Lykke jeg kun ham spaaer.
Han lege skal med Guldkronen rød
Til Fugl med Staalklo volder hans Død.
Men hvis jeg Skriften foroven nam,
Dit unge Liv du lader for ham —
Langt borte fra Fader og Moder.«
»Ak, hører du, Kirstine!« — sukkede
den fromme Dagmar og græd bitterlig. —
»Det er min Død hun spaaer mig. — Guds
Villie skee! men her er dog saa skjønt i
Verden at leve!« —
»For Guds Skyld! kom, min ædle
Dronning, og lad os flye! det er en
ondskabsfuld, vanvittig Kvinde, som vil skræmme
Livet af Eder med sine Spaadomme. For
Gud i Himlens Skyld, lad os komme herfra!«
Dronningen reiste sig vaklende for
at stige af Baaden; men da sang atter den
løndomsfulde Stemme vemodig og hjertelig:
»I tør ikke græde, græd ikke fordi
Himmeriges Dør staaer aaben for dig —
Den Havfrue dandser paa Tillie!
I Himmerig skal du bygge og böe,
Der fanger du først baade Hvile og Ro;
Men Havfruen dandser paa Tillie!«*)
Med Møie kom Dronningen af Baaden
og sänk bleg og afmægtig om i den
forfærdede Jomfru Kirstines Arme.
*) See Kæmpevisen.
»Jesus! Marié!« raabte den beængstede
Pige og hørte nu en stærk Pladsken , som
af Aareslag eller af Nogen, der svømmer;
men denne Lyd blev svagere og svagere og
tabte sig snart ganske der, hvor Aaen løber
større og bredere ud imod Havet.
»Var det en Drøm?« — sagde
Dronningen , idet hun slog Øinene op og reiste
sig langsomt — »eller har vi virkelig hørt
og seet en Havfrue, som spaaede mit Barn
ilde og mig selv den bittre Død?«
»Ak, tænk ikke paa den besynderlige
Hændelse, gode, fromme Dagmar!« — bad
Kirstine — »det har sikkerlig kun været
den gale Malene, som maa være løben ud
af Ribe Daarekiste. Jeg har engang seet
hende og hørt hende synge. Hun gaaer
ogsaa gjerne med Krandse i Haaret og
synger ligesaadan underlig og forvildet Snak
og Stumper af gamle Viser om Hexe og
Trolde. Jeg skal aldrig meer synge
saadanne Viser for Eder: havde vi ikke havt
Hovedet fuldt af slige Eventyr, skulde vi
nok seet hvem det var og ikke ladet os
saaledes forskrække.«
Det lykkedes tilsidst ogsaa den
om-hyggelige Kirstine, at berolige Dronningen
og faae hende til at antage hendes
naturlige Forklaring af denne gaadefulde
Hændelse, som Kirstine dog selv hemmelig
ængstede sig over. Dagmar lod fordetforste
Kirstines beroligende Formodning gjælde,
men bad hende dog imidlertid ikke tale til
Nogen om hvad der var hændet; selv vilde
hun i al Stilhed lade det nærmere undersøge.
Næste Dag befandt Dronningen sig vel
og syntes munter som sædvanlig; men hun
vovede sig dog aldrig meer nogen Aften
ned til Aaen, og naar hun havde været ene
i sit Lønkammer, syntes Jomfru Kirstine
ofte med Bekymring at kunne see paa hendes
Øine, at hun havde grædt.
Som den betænkelige Fødselstime nu
nærmede sig , længtes Dronningen ofte
inderlig efter Valdemar. Hr. Ib Urne maatte
hver Dag ind og fortælle hende Alt, hvad
man hørte om Kongen og hans Færd. De
sidste visse Efterretninger, man havde fra
ham, vare om den polske Hertug Mistwins
Undertvingelse, og hvorledes denne mægtige
Fyrste havde maattet sværge Kongen
Troskabsed. Om Grev Albert og Ridder Otto
spurgtes mangen djærv Daad, og Alle, som
yndede den kjække Ridder Otto og havde
frygtet for Følgerne af hans Overilelse mod
Erkedegnen, glædede sig nu ved at høre,
at han som Korsridder havde udført den
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
