Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Poul Martin Møller.
Ja, sagde han; saa maa De jo seir
bedst vide, hvordan han har det. Han er
forfærdelig folkesky. Igaar lod han en
Stige sætte til sit Kammervindue, for at,
kunne komme ned i Haven og gjøre sig
sin sædvanlige Motion uden at gaae
igjennem Gjæstestuen. Sommetider ligger han
en heel Dag i Dvale, sommetider spanker
han op og ned ad Gulvet og giver sig til
at præke for sig selv. Men det er jo
gandske overflødigt, at jeg fortæller Sligt
til Dem. De maa jo selv bedst kjende hans
Underligheder. Han gjør os, *som sagt,
ingen Bryderier. Vi ere blevne saa vante
til at see ham humpe omkring her i Huset,
at jeg endogsaa troer, vi vilde savne ham,
dersom han reiste sin Vei. Min Datter
Marie passer meget omhyggelig paa, at han
i betimelig Tid faaer sin Mad og Drikke,
ellers troer jeg, han af Glemsomhed sultede
reent ihiel. Jeg siger tidt nok til hende:
Lad os engang see, om ikke hans Natur
selv kan minde ham. Ban er dog saa lang,
at han maa kunne kræve sig selv. Men
hun er altfor blødhjertet til at anstille
Forsøget. —
Jeg sad oppe til langt ud paa Natten
for at skrive Breve, og hørte ham imidlertid
bestandig pusle paa sit Værelse. Snart
phantaserede han nogle faa Minuter paa sin
Fløite, snart spadserede hans taus og med
stærke Skridt omkring paa sit Gulv. Jeg
gik ud i Haven, for at kige gjennem hans
Vinduer. Lyset paa hans Bord var brændt
langt ned i Pladen, da han i sine
overjordiske Tanker havde forglemt, at skyde
det i Veiret. Luen steeg og sänk i
Blikroret, der var gandske blaat af Heden, og
den smeltede Talg udbredte sin Stank i
hele Værelset. Halv liggende, halv siddende
befandt han sig i en meget lav Lænestol,
med sire lange Been udstrakte paa Gulvet.
Han var fordybet i Betragtninger og stirrede
stivt hen for sig igjennem sine Briller.
Begge hans Hænder, der endnu holdt fast
paa Fløiten, hvilte aldeles ubevægede paa
hans Skjød. Jeg betragtede ham flere
Minuter, uden at han gjorde Mine til at
rore noget Lem. Naar jeg ikke havde seet
det brændende Blik gjennem Brillerne, vilde
jeg have taget det for en heldig
Voxaf-støbning af min Fætter Licentiaten.
Tilsidst raabte jeg til ham gjennem det aabne
Vindue: God Aften, Fætter! — Han foer
sammen uden at bringes ud af sin forstenede
Positur. Nu krøb jeg ved Hjælp af den
nylig anbragte Stige gjennem Vinduet ind
til ham, og bragte ham ved mine Nævers
Kraft ud af sin Dvale. Han reiste sig op
med endeel forlegne Bukninger og
fremstammede nogle ufuldbaarne Complimenter,
hvormed han yttrede sin Taksigelse, fordi
jeg saa gjerne paatog mig den Uleilighed,
at hjælpe lidt paa hans Leveplan, og gjorde
mig endeel Undskyldninger, fordi han ikke
havde fulgt den Bane, jeg havde foreskrevet
ham. Hans Tanker skride saa langsomt,
at han undertiden mangler Aandsnærværelse
til at svare paa det eenfoldigste
Spørgsmaal. I Særdeleshed er han uforstaaelig,
naar han nylig har været hentaget af sine
metaphysiske Phantasier. Da hersker der
en saadan Skilsmisse imellem hans Ord og
Mening, at ban ei er i Stand til at
fremføre nogen fuldstændig Sætning; men alle
hans Tanker komme dødfødte til Verden.
Da nogen Ligevægt var tilveiebragt i hans
adspredte Sind, aflagde han sit Skriftemaal,
der, med Forbigaaelse af hans hyppige
Pauser og mislykkede Perioder, lød saaledes :
Dagen efterat jeg var kommet hid,
var det mit faste Forsæt at begive mig til
Ravnshoi; men det var mig umuligt at finde
min Lommesax, og du vilde dog neppe
forlange , jeg skulde fremstille mig for et
Herskab med uklippede Negle. Da jeg den
følgende Dag greb en Brand paa
Skorstenen for at tænde min Pibe, brændte jeg
mig en stor Vable paa den høire
Pegefinger. Med en saadan legemlig Smerte
begriber du vel, jeg manglede det frie
Hovedomløb, som udkræves, naar man skal
indføre sig selv med en passende Hilsen hos
en virkelig Justitsraadinde. Da
Møllerkonen den tredie Dag, efter min Anviisning,
skulde forbinde min syge Haand, og med
en tændt Praas vilde brænde Sytraaden over,
dryppede syv store Talgpletter paa min
sorte Kjole. Da den første Draabe var
faldet, forudsaae jeg, at der vilde følge
flere paa; men jeg var saa betaget af
Taknemmelighed over hendes Omhu, at jeg
ikke havde Mod til at gjøre hende
opmærksom derpaa. Nu gik lang Tid hen,
inden jeg flk anskaffet noget Terpentin til
at tage disse Pletter af med. Imidlertid
vare mine skjønneste Kraver smudsede, og
endeel Uger forløb, inden jeg fik dem
besørgede til en Vaskerkone. Med saadanne
smaa Uheld, som en oncj Dæmon sendte
mig paa Halsen , forløb et Aars Tid
uden at det var mig muligt at komme til
Ravnshøi, som blot ligger en halv Miil fra
denne Kro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
