Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Johan Stagnelius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Erik Johan Stagnelius.
og sine livfuldt malede Skildringer. Det følgende Aar vandt Stagnelius
Akademiets Pris ved Digtet »Qvinnorna i Norden«; men sin egenlige Ejendommelighed
aabenbarede han dog først i »Liljor i Saron«, der udkom 1821.
Digteren udfolder i denne Digtcyclus sin Verdensanskuelse, en Art
Gnosticisme, der er lige saa rig paa store Tanker, som den er uanvendelig til poetisk
Fremstilling. Ved Pleroma eller den himmelske Kirke tænker han sig det højeste,
absolute Urvæsen, det evige Ord, det oprindelige Lys, der højt oppe over den
sublunariske Verden omslutter denne og af sig selv frembringer de uendelige
Æoner: Englene eller Ideerne, ved hvilke alt organisk Liv er til. Dette organiske
Liv gjemmer en dyb Trang til at hæve sig op mod Pleroma, og mægtigst er
denne Trang i Menneskesjælen, Anima, der sørgende sukker under Materiens
Aag fra den Tid af, da Verdensfyrsten, Demiurgos, fængslede Anima i de
jordiske Lysters og Lidenskabers Lænker. Mod den evige Visdom, der er
Pieromas Væsen og for Anskuelsen viser sig som fuldkommen Skjønhed, længes Anima
og har i sin Længsel den Fortrøstning, at naar Korset, Christi Symbol, er naaet
gjennem Anger og Lidelse, da gjenvinder Jorden sin oprindelige ideale Skjønhed
og befries for Demiurgens Vælde.
Denne korte Redegjørelse for den halvt philosophiske, halvt religieuse
Grundtanke, hvorpaa »Liljor i Saron« hviler, er nødvendig for at kunne
for-staae de sublime Digte, der indeholdes i denne Samling. At denne
Verdensanskuelse paa en naturlig Maade er et Product af en ildfuld Aands Kamp mod
Legemets martrende Tryk, sees lige saa let, som at dens abstracte Bestemmelser
ikke falde sammen med Poesiens Krav paa at udfolde Ideerne gjennem
concrete Skikkelser. At disse Digte desuagtet have sikret Stagnelius et varigt
Eftermæle som en af den nyere Tids bedste Digtere, skyldes den Rigdom af
skjønne Tanker og den yndefulde Form, hvormed de fremtræde.
Sjælens Higen mod det Høje, Psyches Længsel efter Befrielse, udgjør
Grundtonen ogsaa i mange andre af Stagnelius’s Digte. Saaledes er Livet
betragtet som Straf og Lidelse i det dramatiske Digt »Martyrerna«, der bærer Prisen
fremfor hans andre dramatiske Arbejder, fordi han her trods alle de lyriske Episoder
har hævet sig til en Objectivitet i Skildringen af Tidsalderens Sæder og
Charac-terer, der ofte savnes i hans andre Digte, selv naar de høre ind under Eposet
og Dramaet. Stagnelius er nemlig ikke blot Lyriker; han har forsøgt sig i alle
Digtarter, i Romancen, i det rent episke Digt (Wladimir, Blenda, Gunlög o. fl.)
og i Dramaet (Bacchanterna, Riddartornet, Thorsten fiskare o. fl.); han henter
Stof til sine Digte fra de mest forskjellige Tider og Lande og søger i Formen
at nærme sig snart den græske Tragedie, snart det moderne Epos.
Saa månge Digtninger han end har udført i det korte Spand af Aar, han
førte sit smertefulde Liv, ere dog maaskee lige saa mange aldrig komne Andre
for Øje end ham selv; thi i sine hypochondre Timer forkastede han, hvad han
tidligere havde skrevet, og brændte mangt et Digt, som ikke længere
tilfredsstillede ham. Det staaer ogsaa i Forbindelse med hans melancholske Hang til
Ensomhed, at han ikke sluttede sig til noget litterairt Parti og ikke ydede
Bidrag til nogen poetisk Aarbog. Alene med sig selv og sine Smerter gik han
sin tornefulde Vej, der til Held for ham, men sikkert til Tab for Poesien, tidlig
standsede ved Graven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
